Af Inga Riber, svinerådgiver, LandboNord
36,5 fravænnede grise pr. årsso i budgetåret 2019 kan være et godt mål, men det er svært løbende at måle konkret på dette nøgletal.
Derfor er det oplagt at omregne nøgletallet til hvor mange grise, der skal fravænnes i hvert hold.
Dette gøres nemmest ved at lave et skema hertil, se tabel 1, og lade én af medarbejderne udfylde skemaet for hvert faringshold.
Mere om dette tema
Skemaet bør som minimum indeholde fravænningsdato, målet og de realiserede antal fravænnede. Endvidere er det pædagogisk godt at skrive det realiserede antal med en grøn eller rød pen, afhængig af om målet blev nået eller ej.
Skemaet kan udbygges med tre ekstra kolonner, nemlig det akkumulerede mål, det vil sige hvor mange grise, der planmæssigt skulle være fravænnet år til dato, det akkumulerede realiserede antal og endelig differencen mellem akkumuleret mål og realiseret antal.
Særligt sidstnævnte giver et godt overblik i forhold til budgettet.
Tabel 1 viser otte fravænningshold, hvor der kun er fravænnet for få grise i det første fravænningshold. Alligevel er det først efter syvende fravænningshold, at dette ”hul” er blevet indhentet.
Tabel 1. Skema til overblik over antal fravænnede grise pr. hold i forhold til det opsatte mål på 1.350 grise pr. fravænningshold
Akkumulerede tal er summerede år-til-dato antal. Sidste kolonne viser afvigelsen mellem det målsatte og realiserede antal år-til-dato. Grønne og røde tal viser hhv. indfriede og ikke-indfriede mål.
Skema for antal solgte smågrise
Et tilsvarende skema kan udarbejdes på antal solgte smågrise, uanset om de sælges ved fravænning eller senere. Der kan også laves lignende skemaer på fx antal døde søer.
Budgetmålet på f.eks. 2,5 procent døde smågrise er svært at måle på, medmindre dette omregnes til antal døde smågrise pr. hold. Det realiserede antal døde kan endda noteres for hver uge indenfor de enkelte hold.
Tabel 2 viser et sådant skema. Skemaet viser tydeligt, at det hold, der blev indsat 11. januar, har en højere dødelighed de første par uger efter indsættelse i forhold til de foregående hold.
Tabel 2. Skema til overblik over antal døde smågrise opdelt på ugebasis indenfor hvert hold
Reagér på de røde tal
For alle skemaer gælder, at der bør reageres på negative afvigelser og realiserede tal, der afviger negativt fra målet, altså tal skrevet med rødt. På denne måde skabes der i produktionen hele tiden forbedringer, så risikoen for negative afvigelser i fremtiden reduceres.
Endelig skal alle huske, at de ansatte allerede gør deres bedste for at skabe gode resultater.
Hvis budgetmålet hæves - hvilket der kan være mange årsager til, skal de ansatte derfor vide, hvad de skal gøre anderledes for at indfri de højere mål. Det kræver klare aftaler og en konkret handlingsplan.
I handlingsplanen skal være beskrevet hvad skal der gøres anderledes, hvem der har ansvaret herfor og hvornår det skal gøres. Endelig skal der følges op på denne handlingsplan.
Der kan være mange årsager til, at de ansatte eventuelt ikke gør som aftalt, men det er sjældent fordi de bevidst modarbejder resultaterne.
Relaterede artikler
Kommentarer