Renault Kangoo blev Årets Varebil

Med 62 point – fem mere end nærmeste konkurrent - løb Renault Kangoo i går med titlen som Årets Varebil 2022. Bag titlen står de Danske Motorjournalister. 

Med mere end fire millioner solgte eksemplarer siden introduktionen i 1997 er Renault Kangoo næsten blevet et begreb blandt de små varevogne. Og det var den nyeste aftapning, der i går vandt titlen Årets Varebil 2022 foran 11 andre biler.

Renault Kangoo løb med titlen foran konkurrenter som de elektriske firlinger, Toyota Proace Electric, Citröen ë-Jympy, Peugeot -Expert og Opel Vivaro-e, der løb med 2. pladsen (57 point) og den nye VW Caddy (33 point), der tog en 3. plads.

Den nye Kangoo har flere nyskabelser. Den væsentligste enkeltårsag til sejren var featuren Easy Side Access, der gør det langt nemmere at laste bilen fra siden. Ved at fjerne midterstolpen tilbyder Kangoo Van angiveligt den største sideåbning på markedet. Åbningen er faktisk dobbelt så bred som forgængeren (1.466 mm).

Den nye Kangoo er tilgængelig i en lang række varianter. Blandt andet fås den i to længder, hvilket betyder at man har et lastrum, der kan variere fra 3.3 til 3.9 kubikmeter i standardlængden og fra 4.2 – 4.9 kubikmeter i den lange version. Udover diesel med og uden automatgear, kommer Kangoo også med eldrift, da der efter nytår lanceres en version med 42 kWh batteri. Den bliver efterfølger til den Kangoo EV, der siden 2011 har solgt mere end 50.000 styk. 
Teknisk set er den nye Kangoo også nyskabende. Blandt andet fås den med EASY LINK multimediesystem, der indeholder helt nye funktioner. Blandt andet Permanent Rear View digitalt bakspejl. Derudover er der også Trailer Swing Assist, Breake Stability Control og AEBS – Advanced Emergency Breaking.

Den nye Renault Kangoo kan ses udstillet på Transport Messen i Herning i den kommende weekend.  

De 11 biler i titelkampen var Citröen/Peugeot e-Boxer (elbil), Citröen/Peugeot e-Expert (elbil), Citröen/Peugeot ë-Jumpy (elbil), Ford Mustang Mach E Van (elbil), Isuzu D-Max Crew Cab Exclusive, Land Rover Defender hardtop 110", Maxus e-Deliver 9 (elbil), Opel Vivaro-e (elbil), Renault Kangoo, Toyota Hilux 2,8, Toyota Proace Electric (elbil) og Volkswagen Caddy.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.