Regn og blæst på vej: Risiko for skybrud i Jylland og på Fyn

Onsdag eftermiddag og aften kan blive både våd og blæsende i Jylland og på Fyn, lyder det fra DMI.

Et større regnvejr er onsdag formiddag på vej ind over landet, og det kan nogle steder have skybrud, hagl og torden med sig.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside.

Her er der udsendt risikovarsel for Jylland og Fyn om risiko for lokale skybrud med mere end 15 millimeter vand på 30 minutter.

Varslet gælder fra onsdag eftermiddag klokken 13.00 til torsdag morgen klokken 06.00.

Når regnvejret er passeret, kan det også blive særdeles blæsende, fremgår det af DMI's hjemmeside.

Det skyldes, at et hidsigt lavtryk onsdag eftermiddag og aften bevæger sig op gennem Jylland.

- Det er især med den sydlige og vestlige vind, at det kan blive blæsende med en frisk vind til kuling fra vest og sydvest, stedvis hård kuling, med vindstød af stormstyrke, skriver meteorolog Jesper Eriksen.

Kigger man lidt længere frem mod weekenden, er der dog udsigt til mere tørt og stabilt sommervejr.

Det skyldes et højtryk, der bevæger sig op over landet fra syd og stabiliserer vejret.

- I weekenden strømmer sommervarm luft op over landet fra sydøst, skriver DMI.

Lørdag og søndag er der således udsigt til tørt vejr med nogen eller en del sol og dagtemperaturer mellem 20 og 26 grader.

De seneste dages ustadige vejr falder har medført, at tørkeindekset er hastigt på vej nedad.

Onsdag opgøres det af DMI til 6,7 på en skala, der går til 10.

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle