Rådgiver: Tænk klima på din ejendom og gør dit økonomiske resultat bedre

Flere tiltag på bedriften gavner både klima og indtjening.

Af Louise Kock Hilligsøe, kvægrådgiver, ØkologiRådgivning Danmark

Klimatiltag kan på mange måder have en positiv effekt på din bundlinje. Nogle tiltag reducerer dine udgifter og optimerer på den måde bedriften, andre kan du nu få et ekstra tillæg for hos Arla. Det kan altså betale sig, at sætte sig ind i hvilke tiltag der er relevante at fokuserer på, på din bedrift.

Klimatiltag på bedriften styrker din bundlinje. Tiltag som reduceret opdræt, højere holdbarhed/ældre køer, fodring med raps i økologiske besætninger, forbedret proteinudnyttelse og forbedret foderudnyttelse gavner alt sammen din bundlinje. Men udvælg kun tre punkter til en start og involver dine medarbejdere.

For at komme helt i mål med et tiltag er det vigtigt, at I ikke sætter gang i det hele på en gang. Udvælg tre tiltag, sæt et mål og læg en plan for, hvordan du vil nå dem. Skal du nå helt i mål er det vigtigt, at inddrage medarbejderne, så I samlet kan arbejde mod målene.

Klima tiltag

Reduceret opdræt er et tiltag, der endnu ikke belønnes gennem mælkeprisen. Men ifølge en artikel fra Seges Innovation er der mange penge at hente. I 2020 blev der publiceret en artikel om antallet af kvier per årsko hos 395 økologiske besætninger. Her var gennemsnittet i en økologisk besætning 0,9 kvier per årsko.

Tidligere har Seges regnet på, at det koster 10-12.000 kroner per kvie at opdrætte en kælvekvie. Det er, når alle omkostninger regnes med også dem til stald og arbejde. Prisen vil selvfølgelig se anderledes ud nu, da alt er blevet dyrere. Men de prisforskelle, der ses, vil stadig være de samme. Seges Innovation fandt, at havde landmanden 0,7 kvier per årsko belaster en årskvie en årsko med cirka 3900 kroner per årsko. Men hvis man er oppe på 1,1 kvie per årsko, belaster det hele 6100 kroner per årsko. Det er omkring 20 øre per kilo mælk i ekstra omkostninger.

Herunder kommer også en større holdbarhed på køerne, når køerne når mere end to-tre laktationer. Jo højere livsydelse, uden diverse sundhedsproblemer, jo bedre bundlinje. Det kan godt lade sig gøre at lade køerne blive ældre, hvis man ellers har lidt ekstra fokus på de ”gamle” køer evevntuelt gennem et skånehold i stalden.

Fodring med raps er endnu ikke et tiltag, der har en effekt på mælkeprisen. Men rapsfrø er meget energiholdige, og kan derfor give et boost til mælkeproduktionen. En undersøgelse lavet af Seges Innovation viser en lille stigning i ydelse hos de økologiske besætninger, der var med i forsøget omkring fodring med raps. Vi ser ligeledes en reduktion i udledningen af metan fra køer der fodres med op til 35 gram fedtsyrer. På grund af et øget ydelsesrespons giver det en positiv effekt på bundlinjen – hvis ellers prisen på raps ikke når svimlende høje prisniveauer.

Forbedret foderudnyttelse og protein udnyttelse honoreres i Arlas bæredygtighedsmodel, hvor landmanden samler point. Jo bedre udnyttelse, jo flere point og jo højere mælkepris – derudover vil restbeløbet per ko også forbedres væsentligt. De øgede udnyttelser kan opnås gennem hyppige foderkontroller, hvor I kan tilpasse fodringen til udnyttelsen. Det vil sige at lave små justeringer, så udnyttelsen bliver højest mulig.

Flere fordele ved fokus på klima – ESG rapport

Marlene Roswall Hansen fra økonomi og strategi i Sagro fortæller:

- Klimatiltag er en naturlig og vigtig del af virksomhedens ESG – ledelsesrapport. ESG-ledelsesrapporten berører alle relevante emner vedrørende virksomhedens bæredygtige udvikling. Den skaber overblik, bidrager til handling og skaber sammenhæng mellem de strategiske mål for en bæredygtig udvikling og de produktionsmæssige mål.

Når I nu har sat gang i tre klimatiltag på bedriften, er det vigtigt at få det med i jeres ESG-rapport som afleveres til banken. Flere banker får mere og mere fokus på klima og bæredygtighed, og det kan være en fordel for dig at være ”first mover”. Her er det også vigtigt at skrive, hvordan I arbejder med tiltagene.

Hertil siger Marlene også:

Det vigtigste er at komme i gang, der er ingen risiko ved at være på forkant. På mange tiltag er der tale om dobbelt bundlinje til gavn for klima, mens det forbedrer økonomien, så der er ikke noget at vente på.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.