Populære kobørster får en opdatering

Karoline-kobørsterne bliver mere enkle at vedligeholde.

Simpelt, funktionelt og uden vedligehold.

Det var og er fortsat filosofien bag Carsten Papugas kobørster i firmaet Celi Invest. Som erfaren producent af vaskeanlæg til busser og lastbiler var robuste børster således ikke ukendte for ham.

Bl.a. kræver børsterne ikke andet dagligt vedligehold end smøring af to fedtnipler på hver børste - vel at mærke to gange om året!

Nu kommer den populære Karoline kobørste med nye finesser i forlængelse af firmaets grundfilosofi.

Vægt reduceret markant

»I hovedtrækkene har vi flyttet lidt rundt på børstens komponenter.

Motor og gear er flyttet til en fast plade på vægophænget og har derved reduceret børstens vægt med ca. 30 procent«, forklarer Carsten Papuga.

En anden nyhed er, at kardanledet nu sidder under gearmotoren og holder børsten, der kan svinge frit i alle retninger.

Enkel vedligeholdelse

»Selve børsten består af to dele, som nemt kan skiftes. Du løsner kun én bolt, og børsterne falder neden ud. Det er en stor besparelse for landmanden, der kun behøver at skifte børstens nederste element, da det er det, der bliver mest slidt«, slutter Carsten Papuga.

Det nye design kan opleves på Kobørster.dk’s stand på Nutrifair.

Faktaboks

Rustfrit stål

  • Alle metaldele på børsterne er fremstillet af rustfrit stål for at modstå miljøet i staldene.
  • Læs mere om børsterne på hjemmesiden www.kobørster.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle