Polsk planteavler med 2.300 hektar har været gældfri i ti år

Polske Andrzej Golik overtog et mønsterlandbrug efter sin far og dennes danske forretningspartner.

Andrzej Golik overtog et mønsterlandbrug efter sin far og dennes danske forretningspartner.

Ejendommen har tidligere været et ineffektivt statsbrug, men de store regulære marker blev på få år midt i 1990’erne forandret til et højproduktivt landbrug efter dansk model.

Andrzej Golik har, siden han overtog ejendommen i 2005, løbende købt jord til. Det har været en god forretning. Således har han været gældfri i mere end ti år.

Jordpriser steget voldsomt i polen

Jordpriserne er steget voldsomt, siden Polen i 2004 kom med i EU. Med EU-medlemskabet fulgte en række krav til planteproduktionen, nøjagtig som vi kender det i Danmark.

På mange måder ligner Andrzej Goliks landbrug derfor et en dansk planteavlsejendom. Men på få punkter er forskellene dog markante.

Andrzej Goliks ejendom ligger i det nordvestlige Polen. Han overtog ejendommen efter sin far og farens danske forretningspartner, som først i 1990’erne investerede i polsk landbrugsjord. 

Makkerparret introducerede den danske model på deres landbrug. De bragte brugte traktorer og landbrugsmaskiner fra Danmark til Polen, ligesom de brugte dansk udsæd på deres marker i Polen. 

I 1995 ansatte de en dansk driftsleder, og derfra gik det stærkt. 

Den danske driftsleder, som arbejdede på landbruget fra 1995 til 1998, ordnede dræn, tog jordprøver og oplærte medarbejderne. Det gav bonus. Hvedeudbytterne steg til syv ton per hektar, mens naboernes lå på omtrent det halve. 

Det blev bemærket af den polske stat, som tilbød makkerparret at købe mere jord. 

I 1997 drev de således 600 hektar, og da Andrzej Golik overtog efter sin far, drev de 3.000 hektar.

Efter dansk model

Et besøg på Andrzej Goliks landbrug adskiller sig stort set ikke fra et besøg på et veldrevet stort dansk landbrug.

Markerne er ganske vist større, men afgrøderne er de samme, og maskinerne er udstyret med alt det isenkram, der skal til for at graduere udsædsmængden og gødskning af afgrøderne. Ligesom sprøjten er udstyret med dyseafluk på den 36 meter brede bom.

Læs mere om Andrzej Goliks landbrug i juli-udgaven af fagmagasinet MARK, som er udkommet 4. juli.

Faktaboks

Andrzej Goliks landbrug

  • Andrzej Golik har et planteavlsbrug i Pommern med 2.300 hektar
  • Sædskiftet er baseret på vinterhvede, vinterraps og rødsvingel
  • Driver præcisionslandbrug og graduerer udsæd, fosfor og kalium

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.