Af Kristian Boel Østergaard - fortalt til Stig Bundgaard
Vi kom desværre ikke i gang med forsøget med at graduere gylle til vårbyg som forventet.
Jeg fik lavet tildelingskort som planlagt, men min nabos Samson-gyllevogn, som har udstyret til graduering, fik uheldigvis et teknisk nedbrud. Samtidig kom foråret pludseligt, så jorden var tjenlig til såning af vårsæd.
I stedet for at vente på at gyllevognen til graduering blev klar, valgte jeg at prioritere såning, og derfor er gylle til vårsæden i år som vanligt spredt med ensartet tildeling hen over marken.
Mere om dette tema
Min nabo kom til gengæld i gang med at graduere gylle til sin egen vårsæd. Tildelingskort og teknik virker efter hensigten og graduerer gyllen som planlagt, lyder meldingen. Jeg er i erfa-gruppe med min nabo, og jeg vil selvfølgelig tæt følge de erfaringer, han gør sig.
Såning af roer. Fotos: Kristian Boel Østergaard
Udsædsmængde korrigeret for tekstur
Til gengæld har jeg som planlagt, og i lighed med tidligere år, gradueret udsædsmængden på alle 250 hektar vårbyg og 25 hektar havre, bortset fra en lille mark.
Tildelingskortet er lavet i CropManager med satellitdata for biomasseindekset fra tidligere år, og det er gået relativt nemt. CropManager er et supergodt program, men desværre kører det pt. ustyrligt langsomt, og det kræver god tid at arbejde med.
I år var den oprindelige plan at korrigere udsædsmængden for jordens tekstur ved hjælp af data dannet af et jordspyd. Det blev ikke til noget.
Men jeg har fundet en anden løsning. I CropManager har det været muligt at udpege lerpletter i marken ud fra farvenuancer, som er dannet efter nedbør og udtørring af jorden, og udsædsmængden i tildelingskortet er øget i de relevante markområder.
Desuden har det til graduering af udsædsmængden været muligt at trække et relevant højdekort, som bliver genereret af vores Horsch Leeb-sprøjte, med angivelse af toppe og lavninger ind over.
Til vårbyg har vi med vores 6 meter Kuhn CSC rotorsåsæt sået en blanding af 100 kg gødning (ca. 20 kg N) og 150 kg udsæd pr. hektar med graduering på op til plus/minus 25 procent af både gødning og udsæd.
Resten af N-behovet er tildelt i gylle.
Ukrudtssprøjtning i hvede med selvkørende Horsch Leeb.
Graduering af vækstregulering i hvede og alm. rajgræs
Vi er lige begyndt med første vækstregulering i vinterhvede. Det er hensigten at graduere anden tildeling af de to gange vækstregulering, der er planlagt, i både vinterhvede og alm. rajgræs.
Tildelingskortet bliver lavet ud fra aktuelt biomasseindeks samt ovennævnte højdekort.
Lige nu ser markerne pænt ensartede ud på luftfoto. Første vækstregulering med Stabilan + Moddus bliver derfor med ensartet tildeling. Med det tørre forår, vi har, regner jeg med at fx sandpletter og områder med hæmmet plantevækst vil begynde at træde ud senere på sæsonen, og så giver det god mening at graduere vækstreguleringen.
Senere i denne uge begynder jeg at svampesprøjte vinterraps med Pictor Active. Jeg planlægger to sprøjtninger, og her skal dosis gradueres for anden kørsel om to-tre uger ud fra et aktuelt biomasseindeks.
Jeg beslutter først, hvor meget dosis skal varieres, når jeg ser det aktuelle biomassekort. Selvfølgelig har andre faktorer end afgrødens tæthed indflydelse på svampetrykket, men biomassekort er det bedste værktøj, vi har lige nu.
Desværre kan jeg fortsat kun graduere sprøjtninger i hele bombredden på 36 meter. Mit ønske til fabrikanten er, at det bliver muligt at graduere for hver bomsektion på 1,5 meter.
Aktuelt i marken er jeg i færd med at lave det sidste tildelingskort for gødskning af hvede. Den opfølgende behandling mod græsukrudt i vintersæd med primært Kossack er lige afsluttet, og inden for de næste 14 dage gælder det ukrudtssprøjtning af vårsæd.
Såning af vårsæd.
Faktaboks
Kristian Boel Østergaard
- Mariesminde Landbrug i Salling. Overtog bedriften i et generationsskifte i 2016.
- 1.100 hektar. Heraf er 450 hektar ejet, 450 hektar forpagtet og 200 hektar i pasningsaftale. JB 4 og 5
- Svineproduktion. Konventionel: Full-line for 600 søer plus indkøb af 7 kilos grise, produktion af 46.000 slagtegrise årligt. Økologisk: indkøb af 30 kilos grise, årlig produktion af 4.000 slagtegrise
- 12 ansatte, heraf tre i markbruget
- Markplan til høst 2022: Vinterhvede (Colosseum, Pondus, RGT Bairstow), maltbyg (RTG Planet, Laureate), vårbyg foder (sortsblanding), vinterbyg fremavl (hybridsorten Jettoo), vinterraps (LG Aviron, Auckland, Exsteel plus 15 sorter i forsøg), spinat til frø, alm. rajgræs (Double, Esquire, Greenway, Mathilde), rajsvingel (Fojtan)
- Deltager i Landbrugsstyrelsens pilotprojektordning for præcisionsjordbrug
Relaterede artikler
Kommentarer