PCV2-negative søer og tidlig infektion – er der en sammenhæng?

Uafhængigt af besætningers vaccinationsstatus er det helt naturligt at forvente, at søer bliver antistofpositive i løbet af deres opvækst. Ikke desto mindre har Joaquim Segalés, af Europas førende eksperter i PCV2-virus og dets følgesygdomme, observeret, at der i spanske sohold forekommer en vis andel af søer uden målbare antistoffer mod PCV2-virus. De antistofnegative søer findes også i besætninger med løbende vaccination af grise og polte. Dog har eksperten ikke nogen forklaring på selve baggrunden for disse søer og ej heller deres immunitetsstatus. Soens immunitetsstatus som antistofnegativ kan muligvis være årsag til, at dens pattegrise oplever en tidlig infektion, og at mumificerede fostre forekommer. Der findes dog ingen sammenhæng mellem lægnummer og de antistofnegative søer.

En landsdækkende dansk svinepraksis har lavet en pilotundersøgelse af antistofreaktionen i et vist antal sohold. I hvert sohold blev der undersøgt blod fra 10 søer af forskelligt lægnummer. Blodet blev undersøgt for antistoffer med reaktion mod PCV2-virus. Reaktionen blev udtrykt ved et tal for styrken af den positive reaktion eller som negativ. Nogle negative resultater kan dog dække over meget svage reaktioner. Omtrent halvdelen af alle prøvede søer var antistofnegative, men der var stor forskel besætningerne imellem. Det bedste resultat var otte positive ud af ti søer, mens det dårligste resultat var nul positive ud af ti søer.

Hvad kan en antistofnegativ-status betyde?

Når en gris eller so vaccineres mod PCV2 eller inficeres med PCV2-virus, så bliver den antistofpositiv. Det sker som en reaktion fra dyrets immunsystem, der laver en type af antistoffer rettet specielt mod PCV2-virus. Dyret er på den måde beskyttet imod ny smitte. Hvis det omvendte også gælder, så kan et antistofnegativt dyr måske være modtagelig for smitte og få symptomer, der følger af infektion med PCV2-virus.

Grisene kan derfor have virus i kroppen allerede ved fravænning, og det er uheldigt i forhold til en succesfuld vaccination mod PCV2 og andre sygdomme.

Det er i dag almindeligt kendt, at alle grise vil møde PCV2-virus i løbet af deres opvækst.  I dag forventes det ofte, at smitten forekommer sidst i klimastalden, men i nogle tilfælde sker smitten dog allerede før fravænning. Grisene kan derfor have virus i kroppen allerede ved fravænning, og det er uheldigt i forhold til en succesfuld vaccination mod PCV2 og andre sygdomme. Det er muligt, at den tidlige smitte af pattegrise kan sættes i forbindelse med de antistofnegative søer.

Vi ved i dag, at søer, der er fuldt modtagelige for smitte med PCV2-virus, i nogle tilfælde kan udvikle symptomer på smitsom fosterdød. Specielt vil antallet af mumificerede fostre (sorte grise) stige i den ramte besætning. I princippet vil PCV2-virus opføre sig på samme måde som PPV (Parvovirus), hvad angår reproduktionsresultater, og det kan fejlagtigt give anledning til tvivl om effekten af vaccination mod PPV.

Risikoen for symptomer på smitsom fosterdød er altså til stede hos antistofnegative søer. De fleste dyrlæger er bekendt med nogle særligt hårde tilfælde af sorte grise forårsaget af PCV2-infektion, som er sket i nystartede besætninger med gyltefaringer. I disse tilfælde forklares årsagen som manglende vaccination af polte.

Afslutningsvis kan det konkluderes, at antistofnegative søer kan udgøre en risiko, dels for tidlig infektion af pattegrise, dels for øget forekomst af sorte grise. Derfor er det vigtigt at have søerne beskyttede, og rent praktisk kan beskyttelsen af søer mod symptomerne ske ved vaccination mod PCV2-virus.