Det bør helt klart give stof til eftertanke, at seks ud af ti kvægdyrlæger nu og da udskriver antibiotika mod diarré hos småkalve, selvom dyrlægerne ikke mener, at antibiotika er den rigtige løsning.
Det var en af konklusionerne på en undersøgelse, som Seges har gennemført. I undersøgelsen svarede 40 procent af dyrlægerne, at de oplever pres fra landmanden for at få antibiotika. Når dyrlægerne alligevel udskriver antibiotika, er det fordi der er problemer med hygiejne, mangel på plads eller manglende evne, vilje eller tro hos landmanden på, at problemerne kan løses. De opgiver at tage snakken, skriver Seges.
I nogle tilfælde kan behandlingen også være for at få en hurtig effekt, mens man sætter andre tiltag i værk.
I det sidste tilfælde kan det måske godt give mening, men det er stærkt bekymrende, hvis der udskrives for meget medicin, fordi det er en nem løsning snarere end det er en fagligt funderet løsning.
Der er meget stort fokus på forbruget af antibiotika i landbruget og man kan med rette frygte, at der sker indskærpelser, hvis ikke forbruget til kalve falder. Lige nu stiger det. Det går ikke.
Det er vigtigt, at vi bevarer muligheden for at kunne behandle, når det er nødvendigt. Derfor skal de ikke-nyttige behandlinger skæres fra. Også selvom de kræver en lang større indsats med måske at forbedre råmælken og hygiejnen. I den kontekst er det let at trække en sprøjte op, men vi kan lige så godt lade være og ændre praksis, før andre tvinger os til det.
Hvad tænker du?
Giv gerne din kommentar herunder.
Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus.
Faktaboks
Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.
Relaterede artikler
Kommentarer