Betalt indhold af MSD Animal Health

Oprust mod lungebetændelse: Ultralydsscanning er dit nye våben

De synlige tegn på lungebetændelse hos dine kalve har hidtil været det bedste våben for succes med behandling, men undersøgelser viser nu, at det ikke længere er nok.


For uanset hvor dygtig du er til at finde lungebetændelser, så kan du ikke se de subkliniske tilfælde, da kalven ikke viser de normale symptomer som øjen-, næseflåd eller skrå hovedstilling. Ultralydsscanning af lungerne kan detektere de allertidligste lungeskader, og det er dyrlægerne ved at få øjnene op for. I det følgende kan du læse, hvorfor ultralydsscanning sandsynligvis bliver det fremtidige værktøj i kampen mod lungebetændelse, og hvordan en flok dyrlæger fra hele landet er ved at uddanne sig i teknikken.

23-67% af kalvene med lungeforandringer overses

I en amerikansk undersøgelse, hvor alle kalve i forskellige besætninger blev undersøgt for kliniske symptomer og efterfølgende blev ultralydsscannet, havde 23-67% af kalvene forandringer på lungerne (subklinisk), selvom de ikke viste kliniske tegn på lungebetændelse (Ollivet & Bucinsky, 2016). Det vil sige, at du uanset hvor dygtig du er til rettidigt at finde kalve med tegn på lungebetændelse, så vil du overse en stor del alligevel. Med andre ord: Du har ikke en chance!

Hvorfor er de subkliniske lungebetændelser vigtige?

Det viser sig, at disse forandringer, der evt. forsvinder igen og aldrig bliver til synlige kliniske lungebetændelser, har stor indflydelse på produktiviteten. For eksempel viste Dunn et al. 2018, at kalve med ultralydsforandringer på lungerne havde 525 kg mindre mælk i første laktation i forhold til kalve uden forandringer på lungerne. Tajero & Bach 2016, viste desuden, at den daglige tilvækst blev reduceret med 138 g/dag for kalve med bare 2 cm lungeskader. Derfor har du som landmand med ultralydsscanning af dine mælkefodrede kalve mulighed for at stille en prognose på kalvene og udvælge de bedste kalve til din fremtidige besætning.

Dyrlæger på kursus

”Det du ikke ser” er en kampagne fra MSD Animal Health, der sætter fokus på at visualisere de subkliniske lungebetændelser og desuden udbrede ultralydsscanning af lunger, som et brugbart værktøj i den diagnostiske værktøjskasse. Mange dyrlæger har i forvejen stor erfaring med reproduktionsscanning og har derfor allerede det kostbare udstyr. På det første pilotkursus, der bestod af to samlinger, var der repræsentanter fra Kvægdyrlægerne Kronborg, Dyrlægerne Univet, Tinglev Dyrehospital, Vestjyske Dyrlæger, Bovicura, Nørager Dyrehospital, Ringe Dyrlægehospital, Kvægdyrlægerne Midt og Skovbjerg Dyrlægeteam. Dyrlægerne fik foruden instruktion i scanningsteknikken også øvelse i scoringsteknik af forandringerne (se billede med eksempel).

Fremtidige perspektiver for ultralydsscanning af lunger

Alle dyrlæger på kurset er enige om værktøjets muligheder. Maria Dahl (Skovbjerg Dyrlægeteam) og Charlotte Bakkegaard (Kvægdyrlægerne Midt) er begge undervisere på kurset. De bruger allerede værktøjet diagnostisk og især til prognose på det enkelte individ med lungebetændelse: Skal der behandles endnu en gang, eller er aflivning et bedre valg for den enkelte kalv? Og er lungeforandringerne så udbredte på besætningsniveau, at implementering af f.eks. vaccination bør overvejes? Ultralydsscanningen giver også mulighed for at selektere i kviematerialet, så de bedste kvier udvælges til den fremtidige besætning, ligesom tilrettelæggelse af vaccinationsprotokol bedre lader sig gøre med information om det rette tidspunkt for indtræden af lungeforandringer.

MSD Animal Health vil i fremtiden udbyde flere ultralydskurser til dyrlæger, så andre også får mulighed for at lære teknikken. I sidste ende vil ultralydsscanning komme dine kalve og din pengepung til gode gennem en sundere og mere effektiv produktion, der er funderet på forebyggelse.

Sponsoreret MSD Animal Health

Fra venstre: Makroskopisk billede af højre kalvelunge. Der ses lungeforandringer i den forreste lungelap (det mørkerøde væv). I midten: Ultralydsbillede af forandringerne foretaget med scanneren i det fjerde ribbensmellemrum (den sorte linje på første billede). De hvide pletter kendetegner lungeforandringerne. Det sidste billede har markering af lungelappen og hjertet (Ollivett & Buczinski, 2016).

Emneord sponsoreret, MSD Animal Health, ultralydsscanning, lungebetændelse, kalve

Betalt indhold af MSD Animal Health

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.