Ny formand for udlandslandmænd: Vi skal også være relevante om ti år

Danish Farmers Abroad har fået en ny formand, som blandt andet vil arbejde med, hvordan foreningen forbliver relevant i en tid, hvor færre danske landmænd drager ud i verden og investerer.

Den nye formand for Danish Farmers Abroad, Jesper Brunhøj Jensen, vil lægge sig i selen for at fremtidssikre foreningen.

- Det er velkendt, at danske landmænd ikke i samme grad drager østpå og ud og verden for at investere i landbrug – i hvert fald ikke på samme måde, som I gjorde, sagde han fredag på foreningens generalforsamling, der blev afviklet på Bygholm Landbrugsskole.

- Derfor er det vigtigt, at vi kigger ud af boksen og ser på, hvordan foreningen bliver relevant om 10 år, sagde han til forsamlingen.

Foreningen

Danish Farmers Abroad har 201 medlemmer.

66 almindelige medlemmer

74 firmamedlemmer

39 personlige medlemmer

27 landbrugsmedlemmer

 

Allerede i december meldte foreningen ud, at den nu daværende formand, Jytte Rosenmaj, efter syv år havde valgt at forlade posten.

Dengang blev Jesper Brunhøj Jensen konstitueret som ny formand. Jesper Brunhøj Jensen har ifølge sin Linkedin-profil mere end 30 års erfaring med at investere i landbrugsaktiviteter i Letland, Litauen, Portugal, Rumænien og USA.

Den nye formand forklarede endvidere i sin tale på generalforsamlingen, at foreningen kommer til at arbejde med grøn omstilling, fremtidsforskning og megatrends, robotteknologi, conservation agriculture, bæredygtighed, biodiversitet, generationsskifte i landbruget, kapitalfremskaffelse og exit.

Generalforsamlingen bliver senere fredag efterfulgt af en konference, der i høj grad er sat sammen af foreningens nye sekretariatsleder, udlandslandmand og stifter af Goodvalley, Tom Axelgaard.

Fælles baggrund i effektivt dansk landbrug

Han forklarede på generalforsamlingen, at hans hjerte brænder for arbejdet i foreningen.

- Jeg er utroligt stolt over den baggrund, vi har, og den effektivitet, der ligger i dansk landbrug. Den skal vi fremme og bringe ud i verden. Vi skal selvfølgelige ikke glemme, at vi også skal øjnene åbne for, hvad der foregår i verden - men det der binder os sammen er baggrunden i dansk landbrug. Det er grundfortællingen i Danish Farmers Abroad, sagde Tom Axelgaard.

Han forklarede, at han i høj grad i sit arbejde som sekretariatsleder vil række ud til medlemmerne for at høre, hvordan foreningen kan servicere den.

Selv vil han blandt arbejde for at række ud til uddannelsesinstitutioner og politikere i udlandet, som han tidligere har fortalt til LandbrugsAvisen. Missionen handler blandt andet om at skabe et stærkt rekrutteringsfundament.

Bestyrelsen valgte også flere nye medlemmer til bestyrelsen. Nye i bestyrelsen er Jørgen L. Tørnæs, ejer af Krogsdal hovedgaard, Hans Damgaard Poulsen, CEO i Agro Cocora i Rumænien og Brian Brødsgaard Nielsen, direktør i Balticfarms i Letland. Frans Kartz Johansen og Bent Lund er valgt som suppleanter.


På generalforsamlingen blev der sagt tak for lang og tro tjeneste til den nu tidligere sekretaratsleder Johannse Hansen.


Generalforsamlingen takkede også af til Jytte Rosenmaj, medejer af Idavang, der har siddet som formand i foreningen i syv år.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle