Af Kirstine Flintholm Jørgensen, LMO Økologi
Brancherne har netop fornyet de supplerende regler i Brancheaftalen for bedrifter med økologisk mælke- og kødproduktion.
I den nye aftale indføres der nu et krav om, at alle køer over seks måneder skal have adgang til kobørster.
For malkekøerne skal der være tale om roterende mekaniske kobørster, og der skal være 1 børste pr. 50 dyr, 2 børster op til 100 dyr, 3 op til 150 køer osv.
Ungdyr og kødkvæg skal også have adgang til børster. Her kan man nøjes med den stationære type. For kødkvæget skal der være samme antal børster pr. dyr som for malkekøerne.
Undersøgelser har vist, at køerne er rigtig glade for at bruge særligt de roterende kobørster. De bruger børsterne døgnet rundt, og alle køer benytter sig af muligheden for pelsplejen.
Børsterne bruges i snit i 10 timer pr. døgn, så husk at skifte børsterne, når de er slidte.
I Brancheaftalen bliver der også et krav om, at dyr på græs skal have adgang til kobørster, kløpinde, træer eller lignende, hvis de ikke har adgang til kobørster inde i stalden dagligt.
Bemærk, at denne del af Brancheaftalen er gældende allerede fra 1. maj 2018.
Kommentarer