New Holland har valgt den til sine mejetærskere og finsnittere over hele verden. Agco Danmark har valgt den til den håndfuld Fendt Katana-finsnittere, der er solgt i Danmark til denne sæson. Tyske Krone tilbyder den globalt til sin største serie af finsnittere. Og ganske mange andre har valgt at eftermontere den.
Det er italienske Dinamica Generales NIR-sensor, der er tale om.
Og når tørstofmåling på finsnittere er gået fra at være noget, der tidligere var skepsis omkring, til at være et must for både maskinproducenter og maskinstationer og deres kvægbrugskunder, skyldes det kombinationen af tre faktorer.
Mere om dette tema
1.500 sensorer i drift
Først og fremmest knap 100 ingeniører og programmører på Po-sletten i Italien, som i mere end ti år har arbejdet med at udvikle og forfine NIR-teknikken til landbruget og i dag har godt 1.500 NIR-sensorer i tjeneste i primært Europa, Rusland og Nordamerika.
Dernæst skyldes det Seges’ testprogram, som forrige år udsendte et helt åbent tilbud og test af NIR-sensorer til alle leverandører af denne løsning på det danske marked. Kun et firma deltog: Dinamica Generale via den danske forhandler FoderTeknik ved Erik Dahl.
Derved er vi fremme ved den sidste faktor.
FoderTeknik bruger samme type NIR-sensor til tørstofmåling og -korrigering på fuldfoderblandere, og dermed er der gennem de seneste par år opbygget en betydelig ekspertise med NIR i Danmark med løbende tjek af NIR-sensorerne og deres kalibreringer samt en serviceorganisation, der kan imødekomme såvel mælkeproducenter som maskinstationers krav.
Bliver mere og mere præcis
En NIR-sensor virker ved, at forbipasserende materiale belyses ved nærinfrarødt lys. Det tilbagekastede lys oversættes til foderværdier ved at blive sammenlignet med kendte værdier i et ’bibliotek’ af kalibreringer for de enkelte grovfodermidler.
Derfor er kalibreringen nøglen til præcision.
»Enhver kan i princippet købe et spektrometer og begynde at aflæse spektrum, for spektrometre findes i alle prisklasser og forhandles overalt. Men nøjagtigheden af kalibreringen afhænger af antallet af prøver af det, der skal måles på, og af hvor repræsentative prøverne er.
Det betyder, at vi bliver klogere for hver eneste prøve, der udtages og sammenholdes med sensorens aflæsning, og derfor bliver kalibreringen mere og mere præcis i den proces«, forklarer Andrea Ghiraldi, stifter og leder af Dinamica Generale.
Dinamica Generale råder selv over et laboratorium, og da fagmagasinet KVÆG besøgte fabrikken, lugtede der kraftigt af gylle, fordi man analyserede hollandske gylleprøver til en grundkalibrering af NIR-sensorer til hollandsk gylleudstyr.
Sensor er online
Dinamica Generale er i dag i online-kontakt med den nyeste generation af NIR-sensorer og bruger kunstig intelligens til at overvåge deres formåen, ligesom advarsler om afvigelser og nye kalibreringer kan sendes direkte ud til den enkelte sensor og kunde.
Sideløbende hermed tilbyder den danske forhandler løbende tjek af kalibringen gennem prøveudtagning.
Læs meget mere om den første danske test af en NIR-sensor og en af de første danske maskinstationer med en NIR-sensor eftermonteret på en finsnitter i det nummer af fagmagasinet KVÆG, der udkommer i næste uge.
Relaterede artikler
Kommentarer