Miljødirektør: Naturlov gik et par skridt i den rigtige retning

L&F arbejder politisk videre for at få et så godt resultat i forhold til loven om naturgenopretningen, der skal vedtages endeligt af Kommissionen inden næste valg til EU-Parlamentet 2024.

Miljødirektør i Landbrug & Fødevarer, Anders Panum Jensen, ærgrer sig over, at der ikke var flertal for at starte lovarbejdet forfra.

Onsdag har EU-Parlamentet nemlig vedtaget en omfattende og omstridt naturlov, der skal sikre mere genopretning og beskyttet natur. 

En forordning, som Landbrug & Fødevarer sammen med de andre europæiske landbrugsorganisationer har forsøgt at få forkastet.

Anders Panum er dog lettet over at en lang række vedtagne ændringsforslag fra EU-Parlamentet trækker forslaget i den rigtige retning:

- Vi synes, at loven er så dårlig gennemarbejdet, og vi så hellere, at man startede forfra. Men når det så er sagt, så er de lovtekster, som EU-Parlamentet i dag har besluttet, et skridt i den rigtige retning i forhold til de bekymringer, vi har haft. Derfor jeg er fortrøstningsfuld og håber, at vi kan få tilpasset lovgivningen, så det er foreneligt med en stærk dansk fødevareproduktion, siger Anders Panum Jensen. 

Finansiering

Det er især konsekvensvurderinger og finansieringen, der ikke er løst i forhold til målene, så L&F er stadig bekymret over, at de meget afgørende punkter mangler.

 - Men der er også positive skridt i den rigtige retning. Med de ændringsforslag i dag er der for eksempel kommet fokus på, at genoprettet natur ikke må spænde ben for fødevareproduktion omkring naturarealer. Så her drager jeg et lettelsens suk, siger Anders Panum Jensen.

- Et andet positivt element er, at der har været uklarheder i teksten vedrørende genopretning af øko-systemer i landbruget med fokus på sommerfugle og agerlandsfugle. Vi vil jo alle gerne have flere fugle og sommerfugle, men pålægger man medlemslande mål, der ikke kan nås, så ville det være meget uhensigtsmæssigt. Her har Parlamentet sagt, at der var uklare konsekvenser og har trukket det forslag ud af loven, siger klimadirektøren.

Nu skal ministerrådet og parlamentet forhandle videre om den endelig tekst og formulering, der skal være færdig inden der bliver valg til Parlamentet i 2024. I det arbejde kan der både ske positive ting og ulykker, siger klimadirektøren.

- Så der er et stykke vej endnu. Man kan sammenligne det med, at man har fået vedtaget tekster ved førstebehandling i Folketinget, men der er stadig udvalgsbehandlinger, så meget kan ske, før ministerrådet har vedtaget loven endeligt.

- Der er dermed også stadig et stort politisk arbejde at gøre, så vi kan få trukket loven i den helt rigtige retning, siger klimadirektøren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle