Mælkeproducent med 300 køer kåret som årets arbejdsgiver på Mors 

Blog fra mælkeproducenten: Stor rummelighed med plads til alle, har kaste hæder af sig til Niels Holger Nordendahl. 

Af Niels Holger Nordendahl – fortalt til Frederik Thalbitzer

Det største, der er sket siden sidste blog er, at vi er blevet kåret til bedste arbejdsgiver på Mors. Det er vi selvfølgelig glade for. Det var vores medarbejder Martin Bekhøj, der havde indstillet og os og det er Morsø LandboUngdom, der har kåret bedriften.  

Jeg tror vi har ry for at være et godt sted at være, men vi gør også noget for det. Der er plads til medarbejdere, selv om de er ordblinde eller har en diagnose, det kan vi godt rumme. Hver medarbejder får de opgaver, han eller hun kan klare. Vi kan skam godt lide at sætte ting i kasser, så vi ved, at tingene bliver gjort rigtigt, men vi er fleksible i forhold til, hvad der er i kasserne i forhold til medarbejderens behov.  

Mange gange er det også bare små ting, der får det hele til at køre. For eksempel lige at huske at spørge til, hvordan det går, om morgenen. I øvrigt lever det indre barn fint i mig, så jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvad de unge tænker, og snakke med dem. 

Generelt er det jo ikke nemt at finde folk, men det er nu gået fint for os alligevel, formentlig fordi de små ting vi gør, betyder, at folk får øje på os og tænker, at det ikke er så tåbeligt at arbejde der.  

Bedste arbejdsgiver på Mors. Fra venstre: Martin Bekhøj, Niels Holger Nordendahl og Mette Nordendahl. 

Flere celletalsrutiner

I stalden går det godt. I gennemsnit malker vi 36 kg EKM pr. ko pr. dag og det er over budget, selv om vi har sat budgettet op i år. Det er jo sådan set bevis for, at vores medarbejdere også yder en god indsats, og at der er styr på tingene, selv om folk skal behandles lidt forskelligt.  

Sidste gang fortalte jeg om, at vi har sat celletalskøer ud. Vi har også arbejdet videre med at få celletallet under de 200.000. Vi har købt en skraber, så vi får skrabet bedre ned fra sandsengene. Malkerutiner har vi også kigget på og ændret lidt. Helt lavpraktisk gjorde vi tidligere fem køer klar ad gangen. Det vil sige, at vi dyppede patterne i pattedyp, tørrede dem og satte maskiner på. Flere køer lagde ikke mælken ordentligt ned, syntes vi og nu forbereder vi 8-10 køer ad gangen, før vi malker.  

Jeg har tiltro til, at det har gavnet celletallet, fordi de når at lægge mælken ned, før vi malker og der dermed er mindre tomgangsmalkning.  

En sidegevinst er, at malkningen faktisk går hurtigere på denne måde og celletallet er kommet under 200.000 også i gennemsnit.  

Snart skal vi ud at pløje 100 hektar til korn, græs og majs, og der skal køres gylle ud. Vi skal have nye forsøg med rug der skal snittes næste forår før vi sår majs. Rugen skal sås i slutningen af juni i år. Seges vil igen lave forsøg med det, denne gang i lidt større skala. Vi vil prøve en ny såteknik med en majsrenser udstyret med såskær ligesom når man sår efterafgrøder.  

De har fundet nogle sorter, der egner sig bedre, tror vi. Det vil sige, at de når de er spiret frem går i dvale indtil majsen er høstet, og så vokser de. Næste forår skal de afgræsses inden vi sår majs i marken.  
Det handler om at høste lidt flere foderenheder pr. hektar.  
 
 

Faktaboks

Nordendahl

  • 300 køer, 50 pct. røde, 30 pct. holstein og resten krydsninger
  • Sælger tyrekalve som spæde til fast aftager
  • 11.000 kg EKM pr. årsko
  • Malker to gange om dagen
  • 5 ansatte plus skoledrenge
  • Staldanlæg fra 2009
  • 230 hektar, 90 hektar lejet
  • Fortrinsvis majs og græs, plus lidt korn
  • Marker passes overvejende af maskinstation
  • 5. generation på ejendommen
  • Niels Holger Nordendahl er 48 år, gift med Mette, der er lærer i Salling
  • 4 børn – Johanne, 20 år, Magnus 16 år, Laurits 12 år og Agnete 10 år

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.