Lastbilblokader: Utilfreds vognmand kalder vejafgift for en skjult ekstraskat

- Vi kommer til at sende regningen videre til forbrugerne, siger vognmand i blokade mod ny vejafgift.

Selvom den store landsdækkende aktion, der mandag skulle blokere for trafikken over hele Danmark, er blevet aflyst, er der alligevel flere steder i landet lastbiler, der blokerer vejene mandag.

Vognmand Thomas Krogh Andersen er en af dem, som deltager i blokaden, med en af sine 56 ton tunge lastbiler, der mandag morgen klokken 06.00 blev parkeret ved Onsild-kørslen ved Hobro i Nordjylland.

Mandag morgen omkring klokken 08.00 var det hans plan at blive stående.

- Vi holder seks lastbiler og to traktorer ved Onsild-afkørslen ved Hobro, sagde han.

Vognmændene protesterer mod en politisk aftale mellem SVM-regeringen og SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet fra marts i år, som skal skubbe på en grøn omstilling af vejtransporten.

Den betyder blandt andet, at lastbiler fra 1. januar skal betale en afgift på op til 1,30 kroner per kørt kilometer.

Afgiften er differentieret efter lastbilernes CO2-udledning, så de mindst klima- og miljøvenlige lastbiler betaler mest.

For Thomas Krogh Andersen, der har en vognmandsforretning med ti lastbiler, handler blokaderne om en dyb utilfredshed med vejafgiften, som han ikke mener, vil gøre noget godt for den grønne omstilling.

- Sådan nogle køretøjer som vores, der har en totalvægt på 56 ton, kan man slet ikke få på el. Vi kan kun få lastbiler, der kører på el op til 40 ton.

- Det her er bare en skjult skat, og vi kommer til at sende regningen videre til forbrugerne, siger han.

Ifølge Thomas Krogh Andersen vil den nye afgift betyde, at alle varer, der skal transporteres med lastbil på de danske veje, kan blive dyrere.


Kilde: Skatteministeriet Foto: Ritzau Grafik


Aftalen om grøn vejtransport vil ifølge Skatteministeriet give en samlet CO2-besparelse på cirka 0,3 millioner ton CO2 i 2025 og cirka 0,4 millioner ton CO2 i 2030.

Politikredse kunne mandag morgen og formiddag melde om udfordringer for trafikken mange steder i landet på grund af de blokerede veje.

Det gælder blandt andet i Nordjylland, hvor der er blokader ved Aalborg og mellem Randers og Aalborg, og flere til- og frakørsler er spærret på Fyn, eksempelvis ved 53 Odense SV.

På Sjælland og Lolland-Flaster er der meldinger om spærring i Espergærde, og i København ved den kunstige ø Prøvestenen.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at der indtil videre er givet 29 påbud om at flytte en lastbil til et lovligt sted og rejst 10 sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.

Heri fremgår det, at der ikke længere er nogen blokade i kredsen, og at en kø syd for grænsen til Tyskland er ved at blive afviklet.

Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri Transport har man også været kritisk over for den nye vejafgift, men organisationen tager afstand fra blokaderne.

Branchedirektør i DI Karsten Lauritzen siger, at han er ked af blokaderne.

- Fordi vi ikke tror, at det skaber yderligere sympati for vognmændenes modstand mod kilometerafgiften.

- Vi deler modstanden mod afgiften, fordi den er skæv, men ikke de metoder, der er taget i brug her, hvor man forhindrer varer og mennesker i at komme frem, siger han.

Støttedemonstration skaber problemer for færge

Mandag formiddag deltager 25 både også i en demonstration til søs, som skal støtte de lastbilchauffører, der mandag demonstrerer rundt om i landet,

Bådene blokerer for en Læsøfærgen i Hirtshals Havn.

Det oplyser havnevagten i Hirtshals Havn til Ritzau.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor længe skibene har været i vejen for færgen.

Billeder fra stedet mandag formiddag viser, at der er en række fiskefartøjer spredt rundt i vandet. På et af billederne kan man se, at en båd lægger tæt op af et andet skib.

/ritzau/

Opdateret kl. 14:20 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle