Landmand med 40 hektar var ikke tilfreds: Begyndte at producere egne radrensere

For dyrt, for kompliceret og for store værkstedsregninger mente økolandmanden, som for første gang viser sin egen løsning frem i Skandinavien.

Hvordan finder man en prisbillig radrenser med alverdens muligheder for lige præcis det ekstraudstyr, man har lyst til?

For den tyske landmand Dieter Leibing blev løsningen måske lidt mere omfattende end for gennemsnitslandmanden. Han begyndte nemlig selv at fremstille sin egen radrenser, som siden har ført til en egentlig serieproduktion og etableringen af sin egen maskinfabrik.  

Vi møder ham på Borgeby Fältdagar udenfor Malmø få minutter før, han selv springer op på en traktor og demonstrerer den ved siden af en række konkurrenter i markedet på en særlig markdemo-session for radrensere.

En driftsleder fra Borgeby Messen kommer ilende, inden Dieter Leibing skal køre de 50 meter.

- Skal du lige nå at tænde gps’en, inden du kører, det kan jo tage lidt tid?   

Tyskeren smiler. 

- Mine øjne, siger han på tysk og kigger fremad. Radrenseren er frontmonteret, og et af principperne er, at maskinen i udgangspunkt er enkel med så få omkostninger som muligt.

Siden starten i 2014 er der dog sket en masse på udstyrs-mulighederne. Datteren Angelika Leibing, der taler bedre engelsk end faren, er også med for at formidle budskaberne, stepper ind i samtalen og uddyber.

- Vi bygger dem sådan set kundespecifikt, og laver dem nu op til 12 meter brede, fortæller hun – som tolk fra faren, der dog får udvekslet med LandbrugsAvisens udsendte, at man også kan opgradere enheden med kamerastyring fra Claas – som i øvrigt er selvsamme kamera, som sidder på en del andre radrensere – og vist nok er udviklet i Nivå i Danmark.

Nogle af Dieter Leibings anker ved mere gængse radrensere er høje serviceomkostninger ved parallelogram-ophæng og udfordringer med at få gjort arbejdet ordentlig i jorden med rigtig stiv jord. Her forklares det, at deres eget system skærer ned i jorden som et barberblad. Derudover skulle den være produceret i ekstra hårdfør stål. Marktrykket sker med gasfjedre eller med hydraulik i den lidt mere opgraderede version.

Maskinerne produceres hjemme i Bayern, nær byen Ulm mellem Stuttgart og München, på et værksted ved gården. Her følger man kundernes ønsker på hver enkelt maskiner.

- Du kan få den med breder fra én til 12 meter. Mellem rækkerne producerer vi dem fra 15 cm og op til en meters eller mere, fortæller datteren, som også har brødrene, moderen og en datter til en kunde med på firmaets jomfrutur til Skandinavien. Sidstnævnte kvalificerer sig, fordi hun har et ophold i Sverige bag sig og kender lidt til svensk, forklares det. I alt med deltidsansatte arbejder der ca. ti ansatte.

Foreløbig er der solgt over 100 radrensere, heraf udover det tyske marked også en del til Schweiz og Østrig og ikke mindst Frankrig.

Hverken Danmark eller Sverige har foreløbig en importør, som hjælper med salget, som det sker i Frankrig.

– Vi har ikke langt til Schweiz og Østrig, så det salg klarer vi selv. Hvis en dansk landmand ønsker at købe den, så skal vi bare have et lille lager af dele sendt med til ham, så de kan klare sig i hverdagen, siger hun. 

Udover mulighed som gps- eller kamerastyring så kan den i dag også leveres med sektionskontrol.

Emneord Borgeby 2023

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.