- Tørken er meget slem på Bornholm, hvor vi stort set ikke har fået regn siden marts. Men jeg synes egentlig, at afgrøderne ser OK ud på lerjorden, bortset fra der, hvor klipperne står øverligt i jorden, fortalte Simon Elleby i onsdags.
- Det er især vinterhveden, der står godt. Den blev rigtig godt etableret i efteråret og kan stadig give et godt gennemsnitligt udbytte på den gode jord. Men vi kommer ikke til at høste rekordudbytter - toppen er taget.
Vårbyggen ser mere trist ud
Vårsæden i form af vårbyg, ølandshvede og durumhvede ser til gengæld noget mere trist ud. Den blev sået sent, fordi det var vådt og koldt længe.
- Vi gik længe og ventede på at komme i gang med at bearbejde jorden. Og da vi endelig gik i gang, var jeg bange for, at det havde været for tidligt, for efter såning så markerne meget rustikke og knoldede ud. Men i dag priser jeg mig lykkelig for, at vi gik i gang med at så, inden såbedet var helt perfekt, siger Simon Elleby.
Han fortæller, at vårbyggen nu er ved at skride igennem og skal bruge en masse regn nu til at fylde kernerne. Det håber han snart, der kommer.
Spinat og purløg er vandet
- Spinat er vandet med 30 millimeter vand og står fint. Vandet har reddet dem, for de står dårligt hos min kompagnon, der overvejer ikke at høste dem. Derudover er kun purløg vandet, da vi ikke har mere kapacitet. Det arbejder vi på at få næste år, siger han.
Purløget står også pænt og har mange frøbærende blomsterhoveder i forhold til, at det er første års høst.
- Lupinmarken står i fuld blomst lige nu. Bierne er i fuld gang med bestøvningen. Det er som altid et smukt syn, siger Simon Elleby.
Bladbederne lider til gengæld i tørken, selv om de normalt er en af de afgrøder, der tåler tørke bedre. De er tynde og ligner ranglede, oprejste pinde. Heldigvis er høsten først sidst i september. Men vi skal snart i gang med at høste purløg, som er det første, siger han.
Lupinerne står i fuld blomst lige nu. Det er tredje år, vi høster på dem, så det er en veletableret mark, der klarer sig ok i forhold til tørken. Det største problem i lupiner er, at turister går ind i marken og plukker blomsterne, selv om der er sat skilte op, fortæller Simon Elleby.
Udfordring Her og Nu
Lus: - Der er rigtig mange lus. Vi har sprøjtet alt mod lus en gang og holder øje med, om vi skal ud igen. I den økologiske del er de udfordret af lusene. Året minder meget om 2018, hvor der også var mange lus og meget tørt.
Svampe: - Hveden er sprøjtet én gang, og jeg har trukket den afsluttende aksbeskyttelse for at se, om der kommer flere lus. Først brugte jeg Balaya, anden gang bliver med Orius. Det er en billig forsikring, trods tørken, når afregningsprisen stadig er høj. Vi bor ud til kysten, og er altid de første, der får rust.
Simon Elleby.
Faktaboks
- Simon Elleby driver Frennegård Agro på 189 hektar ved Svaneke på Bornholm.
- Dyrker spinatfrø, bladbedehybrid, purløgfrø, lupinfrø, persillefrø, rajgræsfrø, ært, ølandshvede+durumhvede til mel, vårbyg, vinterhvede.
- Maskin- og arbejdsfællesskab med tre andre, bl.a. en økolog. I alt 800 hektar.
Relaterede artikler
Kommentarer