Landmand bor tæt på ulvebestand: Jeg savner en plan

Kasper Buch Andersen har 420 økologiske malkekøer ved siden af Klelund Dyrehave, hvor Danmarks største ulvebestand hører hjemme. Han savner en plan for, hvornår man vil regulere ulvene.

Få hundrede meter fra indgangen til Klelund Dyrehave ligger Kasper Buch Andersens gård. Her har han 420 køer samt opdrætskvæg på gården. Det skriver JydskeVestkysten, som har talt med Kasper Buch Andersen, om hvordan det er, at være nabo til en voksende ulveflok. 

- Nu er her efterhånden så mange, så vi ikke kan blive ved med at gå med uvisheden om, hvad man tænker i forhold til, om de må reguleres. Og det savner jeg et svar på. Jeg savner i virkeligheden en plan, siger Kasper Buch Andersen.

I Klelund Dyrehave, som er delt mellem Vejen og Varde kommune, huserer den største danske bestand af ulve. For nylig er der blevet offentliggjort optagelser af otte nye ulvehvalpe, der er født i dyrehaven, og man regner nu med at det samlede antal af ulve er mindst 18.

Kasper Buch Andersens gård ligger uden for de såkaldte ulvezoner, og han kan derfor ikke få tilskud til at opsætte ulvesikret hegn. Han understreger dog, at han ikke har oplevet nogle konfrontationer med ulvene.

Ambitiøst naturprojekt

Klelund Dyrehave er startet af Lego-arvingen Sofie Kirk Kristiansen, og på hjemmesiden beskriver dyrehaven sig selv som et "ambitiøst naturprojekt", som arbejder med at give området tilbage til naturen, med ambitionen om at skabe plads til både dyr og planter. 

- Vores mål er et naturligt og oprindeligt økosystem, hvor nøglearter som krondyr og vildsvin bidrager til en varieret og dynamisk natur med biologisk mangfoldighed, skriver Klelund Dyrehave på deres hjemmeside. 

Klelund har afskåret en del af dyrehaven for offentligheden, sådan at ulvene, som er en truet og beskyttet art i Danmark, kan få fred for dyrehavens gæster.

/emt

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle