Kyllingeslagteri med længe ventet regnskab: Har vendt millionunderskud til plus

Kødkoncernen HKScan har opnået sin bedste indtjening i fem år, og dermed har koncernen også fået sit første plus på sine danske kyllingeslagterier i flere år.

Den finskejede kødkoncern HKScan har i flere år kæmpet med resultatet på sine danske kyllingeslagterier.

De seneste seks år har HKScans danske forretning givet et underskud på over en halv milliard kr. - men med det seneste årsregnskab har den danske forretning nu sorte tal på bundlinjen.

Helt konkret har den danske forretning, der tæller det tidligere Rose Poultry kyllingeslagteri, opnået et driftsresultat på 8,2 mio. Kr..

Det skal holdes op mod et underskud på -39,4 mio. kroner i 2019. Det fremgår af regnskabet for fjerde kvartal, som HK Scan har udsendt torsdag, der også indeholder de første samlede tal for regnskabsåret.

At tallene endelig er kommet i plus skyldes til dels et øget salg, men også en heftig ny strategi, hvor der er skåret til på forretningen og i højere grad bliver satset på fersk kylling, der er mere værd end frossen kød. Det har HKScans administrerende direktør i Danmark, Jukka Nikkinen tidligere forklaret til Landbrugsavisen.dk.

"HKScan er på to år gået fra en alvorlig økonomisk situation til en rentabel virksomhed. Turnaround-programmet, der blev lanceret for at løse virksomhedens dybe økonomiske og operationelle krise i begyndelsen af ​​2019, fortsatte som planlagt og med succes i 2020", skriver topchef Tero Hemmilä i en kommentar til regnskabet.

Samlet blev der i Danmark solgt for 1,27 mia. kr.

Vild vending

Finske HKScan har ud over kyllingeslagterierne i Danmark og på hjemmemarkedet også slagterier i Sverige og Baltikum. Ud over kylling slagter og handler koncernen også med grisekød. 

Og som topchef Tero Hemmilä antyder, så er det ikke kun i Danmark, at koncernen har formået at vende den økonomiske krise til et plus. Også det samlede resultat for hele HKScan endte med positivt fortegn.

Dermed kan HKScan for første gang i fem år skrive et plus ud for det samlede driftsresultat, der er vokset fra -172,6 mio. kr. i 2019 til nu et plus på 158,4 mio. kr. i 2020.

Det på trods af, at CEO Tero Hemmilä kalder 2020 for et "krævende" år. 

"Som helhed var 2020 usædvanligt krævende som følge af den meget alvorlige, vedvarende pandemi såvel som dyresygdomme, der blev påvist i Europa, afrikansk svinepest, der blev påvist i Tyskland i september, og fugleinfluenza i Danmark i slutningen af ​​året", skriver han i kommentaren.

Den samlede omsætning er vokset med 2,1 procent fra 12,9 mia. kroner til 13,24 mia. kroner.

Af kvartalsrapporten fremgår det, at detailsalget er steget tydeligt på grund af covid-19 pandemien, mens salget til foodservice faldt markant på grund af de lukkede restauranter. 

I alle fire lande er mængderne af slagtet og solgt kød steget, og både i Finland, Sverige og Danmark er resultatet vokset i den positive retning, mens den baltiske forretning hænger en smule efter.

Af kvartalrapporten fremgår det også, at koncernen sender sin årsrapport for 2020 ud i uge 11.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle