Stifteren af den konkursramte Skare koncern Kurt Skare, føler sig uretfærdigt behandlet af Nykredit, efter at banken begærede ham personligt konkurs. Nu kræver han et astronomisk beløb i erstatning.
Den 1. februar tidligere i år begærede otte af selskaberne i Skare-koncernen sig konkurs. Samme dag blev stifteren bag selskaberne, Kurt Skare, også begæret personligt konkurs af koncernens tidligere bankforbindelse Nykredit.
Kurt Skare undveg den personlige konkurs, og er nu under økonomisk rekonstruktion. I maj kom det dog frem, at Kurt Skare ville sagsøge sin tidligere bankforbindelse for uretmæssigt at have forsøgt at få ham erklæret personligt konkurs. Nu er det kommet frem, hvad Skare kræver erstatning for. Det skriver JydskeVestkysten, som er kommet i besiddelse af en mail fra Kurt Skares advokater.
Her fremgår det, at Skare kræver fire millioner kroner, som skal dække over de på daværende tidspunkt foreløbe udgifter til den økonomiske rekonstruktion af hans personlige økonomi. Udover de fire millioner kroner, kræver Kurt Skare erstatning af tort, men præcis hvor stor en erstatning han kræver fremgår ikke.
- Hvis du spørger mig, bliver det et astronomisk højt beløb. Jeg har mistet en virksomhed og 350 mennesker har mistet deres arbejde. Den virksomhed, jeg har bygget op, har nu ligget stille i fem måneder, og det kommer til at koste mig og min datter mange millioner, siger Kurt Skare med henvisning til datteren Gitte Skare, som har været medejer af koncernen.
Krisen ulmede
Konkursbegærelsen af Skare-koncernens selskaber kom på baggrund af, at Fødevarestyrelsen beslaglagde 250 tons kød, hvor kontrollanterne blev nødt til at kontakte politiet, da de blev nægtet adgang. Slagterikoncernen kunne ikke dokumentere sporbarheden af den store mængde kød, og blev på baggrund af det politianmeldt, da det er lovpligtigt at kunne fremvise sådan en dokumentation.
Sagen fik Salling Group og Rema 1000 til at stoppe samarbejdet med slagterigruppen, hvilket fik et allerede vaklende selskab til at vælte. En gennemgang af antallet af slagtninger i CHR-registeret, som Landbrugsavisen foretog, viste hvordan Skare-koncernens nedtur havde været længe undervejs. Antallet af slagtninger på det Skare-ejede Aarhus Slagtehus, havde været dalende over en periode på to år.
Artiklen er rettet 14:28 den 6. juli. Før rettelsen fremgik det, at det var Nordea som Kurt Skare ønskede erstatning fra. Det er nu rettet til Nykredit.