Krampe entreprenørvogn nu i Danmark og for første gang uden for Tyskland

Den første Krampe HP30 Tridec er nu leveret i Danmark til en sjællandsk vognmandsforretning.

Det er en ordentlig svend af en treakslet halfpipe-entreprenørvogn fra Krampe, som den sjællandske forhandler Karl Mertz lige har leveret. Den nye stortrailer kørte direkte i felten efterspændt en fabriksny Valtra for at flytte råjord i en grusgrav.

- Krampe HP30 Tridec er kongen af alle jorddumpere, og det er første gang denne model bliver leveret udenfor Tyskland, siger Kenneth Brønner fra Krampe.

Som det fremgår af en pressemeddelelse har Krampes HP30 Tridec en ekstrem kraftig undervogn med BPW-aksler, drejbar for- og bagaksel og en teknisk nyttelast på op til 30 tons. Den kraftige tipcylinder kan tippe ca. 34 tons op i en 55 graders vinkel, og da en halfpipe vognkasse nærmest er formet som en skål, glider læsset nemt af. 
Den fuldhydrauliske Tridec-undervogn giver vognen fine kørselsegenskaber i vanskeligt terræn – også ved relativt høje kørselshastigheder. Alle seks hjul har f.eks. altid fuld kontakt med underlaget og arbejder aldrig imod hinanden. Systemet styres fra en terminal i traktorens kabine. Her kan chaufføren f.eks. vælge at ”skråstille” vognkassen i længderetningen under læsning, så den operation bliver nemmere at gennemføre for chaufføren i læssemaskinen.


Køber af den nye Valtra S394 og den store Krampevogn er en større sjællandsk vognmandsforretning. Den nye Krampe HP30 Tridec, som Karl Mertz netop har leveret, er udrustet med bl.a. centralsmøring og en speciel sandskinne på bagsmækken, så den også kan anvendes til udlægning af en ensartet grusmængde på pladser og veje.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.