Af Charlotte Katholm, kvægrådgiver hos Sagro – fortalt til Peter Winther Mogensen
Når jeg besøger kvægstalde i forbindelse med mit arbejde, så sker det ganske ofte, at jeg får øje på vandkar og drikkekopper, som ikke sikrer tilstrækkeligt med vand til tørstige køer.
Fra sommeren 2024 er det et lovkrav i alle stalde, at der skal være ti centimeter vandspejl i vandkar til alle malkekøer, og det bør man allerede nu få på plads . For i sommervarmen har køerne brug for store mængder vand, og dette behov kan opfyldes ved at sikre ti centimeter vandspejl i vandkarrene pr. ko.
For at sikre tilstrækkeligt med friskt og appetitligt vand, skal der forsyningen til karrene være dimensioneret til forbruget, og karrene skal være rengjorte, så køerne har lyst til at drikke vand.
Og glem ikke kvierne. De har også et øget optag af vand i sommerperioden, og her kan drikkekopperne ikke altid følge med. Skal du alligevel til at bestille vandkar til køerne, så køb nogle ekstra med til kvierne. Det vil de kvittere for med ekstra trivsel og tilvækst.
Fodre til den kolde tid af døgnet
Før sommervarmen for alvor sætter ind bør man også tænke på, hvordan man vil sikre friskt foder til køerne. Fodrer man én gang dagligt kan man med fordel flytte udfodringen til om aftenen, så der ligger mest foder på foderbordet i de koldeste timer af døgnet. Kan man håndtere det i hverdagen, vil to udfordringer være endnu bedre.
Man kan overveje at tilsætte tørsyre for at stabilisere foderet, og hældes der vand i rationen, bør man reducere det en anelse for at undgå unødig varmedannelse.
Vand på taget
Flere landmænd har fundet det nyttigt at køle kostaldene af ved at sprøjte vand på taget. Det kan være med sprinklere eller med siveslanger, hvor der hele tiden løber vand ud.
Man kan også sætte sprinklere op i stalden på de steder, hvor køerne oftest samler sig.
På de varme dage er det en god ide at holde øje med, hvor køerne samler sig. Man kan også se på, hvor foderet ædes hurtigt, og hvor det ligger tilbage. Er der steder, hvor der ædes mindre foder, så kan det skyldes varme.
Mug gerne dybstrøelsesarealer ud så ofte som muligt og sæt gerne energikoncentrationen i fuldfoderet op, så køerne får den samme energi ved at æde færre kg tørstof. Det øger chancerne for, at køerne undgår ydelsesfald i den varme periode.
Relaterede artikler
Kommentarer