Flarup Maskiner er herhjemme især kendt for import og salg af de grøn-gule Dammann sprøjter og solide vogne fra Hawe. Men lægger du vejen forbi den svenske Borgeby-udstilling 28.-29. juni, støder du højst sansynlig også på Flarup Maskiner.
- Vi er på Borgeby, fordi vi også er importør af Dammann, Hawe og Güttler i Sverige, fortæller Signe de Claville Holland Flarup, marketing- og administrationsansvarlig hos Flarup Maskiner.
Hun er datter af indehaver Jens Flarup, der tilbage i begyndelsen af 2000 fik importen af de forskellige mærker til Flarup - og Sverige.
- Hawe og Dammann er helt klart de største mærker for os i Sverige. Vi har en god kontakt med mange større gårde og godser i eksempelvis Skåne, fordi bedrifterne der ofte har danske driftsledere, der kender til vores mærker, fortæller Jens Flarup.
41 ton hvede i vognen
Hawe bliver også et af trækplastrene på de 750 kvadratmeter udstillingsareal.
- Hawe ULW 5000 er den største sneglevogn med 50 kubikmeter rumindhold, og den kommer vi til at vise på udstillingen.
- Vognen har blandt andet vejeceller og hydraulisk affjedret træk, og så er konstruktionen i det hele taget bundsolid, fortæller Jens Flarup og tilføjer, at en dansk kunde sidste år havde 41,1 ton hvede læsset på sin ULW 5000 sneglevogn.
Flarup er i øvrigt også importør af PTG , som laver systemer til dæktryksregulering.
Relaterede artikler
Kommentarer