Kendt organisation til EU-Kommisionen: Forbyd enkeltbokse til kalve og stil krav til fodringen

EFSA har netop udgivet en række råd på kalveområdet, hvor organisationen ønsker skærpet lovgivning.

Når Europa-Kommissionen skal beslutte ny lovgivning, er EFSA en af de parter, som byder sig til med uafhængig og videnskabeligt funderet rådgivning. EFSA har netop samlet en række råd på kalveområdet, hvor EFSA især ser behov for stramninger af lovgivning i forhold til opstaldning og fodring.

Først og fremmest foreslår EFSA, at kalve som minimum skal gå sammen med deres mor det første levedøgn og gerne længere derefter.

Kalvene skal sikres tilstrækkeligt med råmælk, uden at EFSA dog stiller krav om mængde eller indhold. Til gengæld foreslår EFSA, at kalve skal fodres med en mælkemængde, som svarer til mindst 20 procent af kalvens egenvægt i resten af mælkefodringsperioden. Hø bør tilbydes senest ved to ugers alderen og kalvene bør dagligt fodres med et kilo fiber i form af hø.

EFSA foreslår desuden, at brugen af enkeltbokse forbydes, og at kalve i stedet samles i mindre grupper. Her peger EFSA på gruppestørrelser fra to til syv kalve i de første leveuger, og herefter bør grupperne være stabile, så kalvene ikke oplever gentagende flytninger til nye grupper.

Vand bør tilbydes fra et vandtrug og underlaget i boksene skal være blødt og eftergiveligt. Mindstekrav til areal er tre kvadratmeter per kalv og gerne op til 20 kvadratmeter per kalv for at sikre uhindret mulighed for leg.

For at kunne følge udviklingen i kalvenes velfærd foreslår EFSA, at der indføres krav om en række registreringer på kreaturslagterierne, som kan fungere som indikatorer for kalvenes velbefindende. Det gælder blandt andet slagteform og krav til registrering af lungelæsioner.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.