Med en historisk høj notering på kalve- og oksekød – faktisk den højeste i Europa hen over sommeren – blev det for de fleste en god forretning at producere kalvekød i 2022.
- Vi nåede faktisk til, at der opstod konkurrence internt mellem slagterierne om at få kalvene. Det har jeg ikke oplevet tidligere, men det er et positivt tegn, lød det fra Rasmus Alstrup, formand for Danske Slagtekalveproducenter, da foreningen holdt generalforsamling på Kvægkongressen mandag.
Her pegede Rasmus Alstrup også på, at også 2021 var et af de økonomisk bedre år.
Men når formanden kigger længere tilbage, hører det positive op. En gennemgang af driftsresultaterne fra 2010 til 2020 viser et gennemsnitligt årligt afkast på kalveproduktionen på nul procent.
- Og der skal vi ikke hen igen. Derfor vil jeg opfordre alle kalveproducenter til at få belyst økonomien på de enkelte bedrifter. Få regnet på hvad de enkelte driftsgrene bidrager med økonomisk, sagde han.
Rasmus Alstrup lagde ikke skjul på, at han er positiv af sind, men lige nu står økonomien måske i et vadested efter flere uger med faldende notering.
Tab af støtte
I sin beretning berørte han også tabet af de koblede præmier, som forsvandt i forbindelse med overgangen til den nye CAP-reform.
- Jeg var ikke fortaler for koblede præmier på jorden, som havde rod i en produktion, som var en gang. Men jeg er ærgerlig over, at vi som sektor mistede alle pengene, sagde han.
Slagtepræmie kan man stadigvæk få, og den er sikret i flere år frem. Men Rasmus Alstrup frygter, at slækkede krav til at opnå præmie betyder, at præmien udvandes over tid.
Til gengæld kan slagtekalveproducenterne måske se frem til at få en mere eller mindre fast indtægt i form af salg af dybstrøelse til biogas. Her kan der ifølge formanden opnås mellem 50 og 100 kroner per ton og med samfundets fokus på sikring af energi, ser beløbet ikke ud til at falde.
- For mig lokalt betyder mit salg af dybstrøelse og afgasning af gylle, at vores landsby med 1.100 indbyggere kan sikres gas. Det er da faktisk en god historie.
Af ønsker til fremtiden lagde formanden vægt på, at der skal skabes tættere bånd mellem kalveproducenter og mælkeproducenter. Og så skal betydningen af et godt håndværk omkring tildeling af råmælk med videre italesættes.
- Vores økonomi og fremtidige besætningssundhed afhænger i høj grad af kvaliteten af de kalve, som vi indkøber. Så jeg er klart fortaler for mere samarbejde og åbenhed i værdikæden, sagde Rasmus Alstrup.
Faktaboks
Valgt
I forbindelse med generalforsamlingen var der valg til bestyrelsen. Der var genvalg til de fire bestyrelsesmedlemmer, som var på valg. Det var Rasmus Alstrup, Anders Peter Jensen, Pernille Otte og Jannie Nielsen.
Relaterede artikler
Kommentarer