Jeg glæder mig ufattelig meget til på mandag, hvor Seges for første gang arrangerer Kalvens Dag i Herning. Eksperter fra såvel Danmark som udlandet er klar til at øse ud af deres viden og nyeste forskning om kalve. For at fuldende oplevelsen vil deltagerne også få råd og erfaringer fra praktikere.
Det overordnede mål med Kalvens Dag er at øge bevågenheden på kalveområdet og flytte resultaterne i en mere positiv retning. For det er ingen hemmelighed, at vi alle i kvægbruget ønsker os, at medicinforbruget og dødeligheden falder fra et lidt for konstant niveau.
Det er derfor rigtigt set af Seges at arrangere en dag, hvor der stort set kun skal nørdes i kalve. Med til kalveområdet hører også råmælk og derfor vil der også blive talt lidt om goldkøer.
Den svære kunst er – og det ved arrangørerne godt – at den nye eller repeterede viden skal omsættes til praktiske handlinger, når alle er vel hjemme fra Herning.
Derfor er mit klare håb, at de mælkeproducenter, som på mandag sender deres kalvepasser(e) til Herning, lytter til vedkommende i tiden derefter. Giv dem tid til at reflektere over det, de har hørt. Giv dem tid til at fortælle og gentage. Spørg dem interesseret. Drop fordommene og en eventuel tale om ’at det har vi da prøvet, og du kan godt huske, at det ikke virkede’.
Der er al mulig grund til at lære mest mulig fra Kalvens Dag. Det gavner også medarbejdernes arbejdsglæde, at de får lov at dykke ned i et fagligt område og får lov at give viden videre.
Og hvem vil ikke gerne have både sunde, trivelige kalve og glade medarbejdere?
Vi ses i Herning på mandag!
Hvad synes du?
Giv gerne din kommentar herunder.
Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus.
Faktaboks
Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.
Relaterede artikler
Kommentarer