Markedet for plantedrikke er vokset med 50 pct. siden 2018. Nu vil mejerikoncernen Arla ind på markedet med hele tre produkter.
Mejerikoncernen Arla er nu klar til at præsentere tre produkter, som ikke har meget med mejeri at gøre.
Det lyder det fra koncernen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om hele tre forskellige, økologiske plantedrikke, som bliver solgt under det fælles brand "Jörd", og som ligger i forlængelse af Arlas øvrige sortiment, fastslår koncerndirektør for global marketing og innovation Hanne Søndergaard:
"Mælken vil altid være hjertet i Arla. Men vi ved, at mange danskere bruger plantedrikke side om side med mælken. Derfor er det et naturligt skridt og en spændende forretningsmulighed for os at gå ind i plantekategorien, som ligger i tæt forlængelse af vores øvrige produkter", siger hun.
kort ingrediensliste
Danmark bliver det første marked, der får lov at smage de nye drikke.
De tre havredrikke rammer køledisken senere i år, hvor danskerne kan møde Jörd Havre, en ren havredrik med en frisk og ren smag, Jörd Byg, der har en delikat sødme fra byg og Jörd Hamp, som har et strejf af hamp, der elegant balancerer havrens sødme med en bitterhed og nøddeagtige noter, skriver Arla.
Fælles er, at de er naturlige og rene med en kort ingrediensliste på fire til fem råvarer.
Faktaboks
Fakta om JÖRD
- Senere i år lancerer Arla tre havredrikke, der er 100 procent plantebaserede, under det nye brand JÖRD.
- Havredrikkene er produceret med økologiske ingredienser på Esbjerg Mejeri, og alle ingredienserne er fra Norden.
- Havredrikke indeholder op til 50 procent mere havre end markedsledere på det danske marked.
- De nye havredrikke vil stå på køl i supermarkederne.
- Arla planlægger løbende at lancere flere plantebaserede produkter under JÖRD.
- JÖRD Havre er en ren havredrik med en ren og frisk smag.
- JÖRD Byg har en delikat sødme fra byg.
- JÖRD Hamp har et strejf af hamp, der elegant balancerer havrens sødme med en bitterhed og nøddeagtige toner.