Inflationen i Danmark fortsætter ned, viser nye tal. I juni var priserne steget 2,5 procent over et år.
Prisstigningerne i Danmark fortsætter med at tabe fart.
I juni var forbrugerpriserne i Danmark 2,5 procent højere end året før. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort mandag morgen.
I maj var den tilsvarende stigning 2,9 procent.
Især priserne på brændstof og fødevarer bidrager til den lavere inflation i juni sammenlignet med maj.
Det er ottende måned i træk, at inflationen i Danmark falder.
Over det seneste år er priserne endda faldet på blandt andet energi og transport.
Og det er godt nyt for danske forbrugere, påpeger Kristian Skriver. Han er seniorøkonom i interesseorganisationen Dansk Erhverv.
- Forbrugerne høster gevinsterne af, at priserne på energi, råvarer og fragt er faldet, og lagt en dæmper på produktionsomkostningerne. Dertil er presset på forsyningskæderne normaliseret, skriver han i en kommentar.
Sidst prisstigningerne herhjemme var under 2,5 procent over et år, var i september 2021.
Inflationen i Danmark toppede i oktober sidste år, hvor priserne var steget 10,1 procent i løbet af et år.
Det var især voldsomme prisstigninger på energi, der trak priserne i vejret. Dyr energi, betyder nemlig også, at det bliver dyrere at producere og transportere varer.
Fødevarerpriser steg mest
Over det seneste år er fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer den kategori, der er steget mest. Her var priserne i juni 8,8 procent højere end samme måned sidste år.
Fra maj til juni er fødevarepriserne steget lige over en procent.
Men meget tyder på, at det snart kan blive billigere at fylde indkøbskurven. Det mener Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
- Mange ting peger ned, og vi ser indikationer på, at fødevarepriserne kan falde på et tidspunkt. De globale fødevarepriser er 23 procent lavere end for et år siden, og det kan gøre det billigere at handle ind igen, skriver han i en kommentar.
Flere supermarkedskæder i Danmark har varslet prisfald den kommende tid.
I sidste uge satte Salling Group priserne ned på en række dagligvarer i personlig pleje.
Også Coop har meddelt i et skriftligt svar til Ritzau, at man "i løbet af meget kort tid" sætter priserne på personlig pleje ned. Det samme vil Lidl.
/ritzau/