Når jeg besøger mælke - og slagtekalveproducenter er der ofte altid to emner, som skal vendes, udover det, som er det primære for interviewet: Økonomi og arbejdskraft.
For økonomien er det ofte landmændenes vurderinger af situationen her og nu samt fremover. Hvilke priser har man dækket sig af til og hvad kan man forvente osv.
På sin vis er det lidt det samme med emnet arbejdskraft; hvordan er medarbejdersituationen lige nu og hvilke forventninger har man til fremtiden.
Her er det mit klare indtryk, at mange landmænd tænker næsten ligeså meget på arbejdskraften som på økonomien og de to elementer spiller jo også sammen. Man kan ikke levere et godt økonomisk resultat, hvis man ikke har den rette eller tilstrækkelige hjælp.
Giv skulderklappet
Derfor blev jeg også ret begejstret, da L&F, Kvæg for år tilbage valgte at indstifte prisen som årets kvægelev, som nu uddeles i forbindelse med Kvægkongressen.
Alle kan indstille én elev til prisen og indtil videre har der været god opbakning fra arbejdsgiverne.
Da prisen blev uddelt første gang, blev det til taktfaste og tydelige klapsalver fra deltagerne i Kvægkongressen. Det var så hårene rejste sig og der bredte sig hurtigt en euforui.
Mere tamt var det sidste år, da årsmådet var virtuelt og prisen var blevet overrakt ude på arbejdspladsen.
Jeg håber så inderligt, at vi igen i år får lov at komme til en fysisk kongres. Og så håber jeg også - som medlem af udvælgelseskommiteen - at der kommer mange indstillinger.
For det er for vores fælles bedste, at vi skal kåre en elev. Vi har brug for, at kvægerhvervet er et spændende og attraktivt sted at arbejde. Både nu og i fremtiden.
Husk at fejre det
Der kan i sagens natur kun udvælges én vinder. Men derfor er det ikke forbudt, at man ude på staldkontorerne eller i køkkenerne lige kipper med flaget og fejrer de elever, der arbejder der.
Foruden at være arbejdskraft er de også - som de øvrige ansatte - ambassadører for erhvervet. De færdes i kredse, hvor landmanden måske ikke selv kommer, og kan være med til at sprede de gode budskaber om kvægbrug.
Du kan finde tilmeldingslink her. God fornøjelse!
Giv gerne din kommentar herunder.
Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus.
Faktaboks
Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.
Relaterede artikler
Kommentarer