Historisk restbeløb på over 100 kroner pr. ko

Genanskaffelsespriser på foder kan sænke restbeløbet med godt 20 kroner på meget kort tid.

Af John Erik Jørgensen, Syddansk Kvæg

Ved Endagsfoderkontroller i DMS ligger de bedste resultater et godt stykke over 100 kroner pr. ko pr. dag i restbeløb. Det er ofte forårsaget af høj mælkeydelse, men også gode kontraktpriser på indkøbt foder spiller ind. Et højt restbeløb, der giver luft i økonomien på de fleste kvægbedrifter. Stigende styk- og kapacitets-omkostninger er et tema, som kan udhule den rigtig gode indtjening på relativ kort sigt. 

Opvågning til nye priser

Rigtig meget tilskuds-protein og -stivelsesfoder har vi over det seneste år set fordoblet i pris, hvis dagspriser indfases. Flere kvægbrugere har taget hånd om det med gode lange kontrakter, som også rækker ind i 2023. Men der er også en gruppe mælkeproducenter, som er vågnet op til eller vil i kommende måneder vågne op til priser på tilskudsfoder, som skal genanskaffes til meget høje priser. Hvis man har købt rapsprodukter, korn mv. for godt et år siden på kontrakt, kan nye priser betyde, at restbeløbet alene på tilskudsfodret sænkes med 15 kroner pr. ko pr. dag over den nat, hvor nye foderleverancer triller ind på bedriften. 

Hold styr på genanskaffelsespriserne 

Hvis vi skal fokusere på at fastholde restbeløbet, som tager højde for mælk minus foder, er det vigtigt at overveje, hvilke mængder man har tilbage på gamle kontrakter, og hvad genanskaffelsespriserne er på alt det foder, man netop anvender nu. Mange ved ikke, hvor prisen ender på det grovfoder, der skal produceres i 2022. Udgifter til gødning, vanding og maskinstation vil helt sikkert få betydning i stigende retning. Pas også godt på det grovfoder du allerede har liggende til en lav pris og overvej, hvordan du sikrer en billigst mulig fremstilling af dette års grovfoder hen over vækstsæsonen. Spændet imellem tilskudsfoder og grovfoder har aldrig været større. Derfor er det helt afgørende at få lavet rigtig gode kvaliteter af græsensilage. Men også vigtigt at udnytte proteinet i de sene slæt og aldrig anvende ko-græs til kvierne, så ressourcer bliver spildt. 

Optimering frem for 'sparemode'

Vi ved ikke hvor meget den reelle fremstillingspris ændrer sig på grovfoderet. Hvis vi antager, at grovfoderets fremstillingspris for eksempel stiger med 25% og indfaser aktuelle dagspriser på indkøbt korn og kraftfoder kan restbeløbet ændre sig fra 102 kroner pr. ko pr. dag ned til 81 kroner alene ved at skulle genanskaffe nyt foder. Heraf skyldes grovfoderet ca. 5 kroner pr. ko pr. dag. Derfor kan det være afgørende at overveje – hvor længe et parti kan strækkes. Hold øje med om det er muligt at finde alternativer eller udnytte grovfoderet på andre måder. Fordel det sukkerholdige 1.slæt i flere siloer, så det kan strækkes over året. 

Vigtigt er det dog, ikke at gå i ’sparemode’! Den høje mælkepris udnyttes bedst ved at levere meget mælk pr. ko og sikre at resurserne anvendes uden spild. Brug tid på at optimere din fodring – det kan være alt for dyrt ikke at få optimeret i tide og se hvad der venter i de næste måneder. 
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.