Det bliver nødvendigt at bjerge halm fra betydeligt større arealer end normalt, da tørken har skabt en ekstraordinær situation, vurderer DanskHalm.
Tørken kommer til at spille en stor rolle for halmudbyttet i 2023. Og selvom der ikke er udsigt til generel halmmangel i Danmark, bliver der behov for at presse halm fra flere hektar end normalt, hvis både husdyrproducenter og energikontrakter skal tilgodeses.
Det fastslår halmleverandørernes forening DanskHalm i en pressemeddelelse.
Foreningen opfordrer derfor alle med halm til hurtigst muligt at undersøge, om der er kolleger i lokalområdet, som kommer til at mangle halm til til husdyr eller til opfyldelse af kontrakter på levering til energi.
- Kontrakter med halm til energi skal vi selvfølgelig opfylde, men vi skal også sikre, at husdyrproducenterne har foder til dyrene. Derfor kan det være nødvendigt at presse rapshalm til energi og sikre prioritering af f.eks. byghalm til husdyr, siger Erik Poulsen formand for DanskHalm.
Han opfordrer husdyrproducenterne til at komme på banen med deres behov.
Salg fra marken
Planteavlere som plejer at snitte halmen, opfordres til at undersøge, om der mangler halm i lokalområdet og være åbne overfor ekstraordinært at sælge halmen fra marken.
- Vi står i en særlig situation og der bliver behov for halmen fra flere arealer. Er man bekymret for om der er organisk materiale nok på marken, så betyder det ikke meget at undlade nedmuldning et enkelt år, og der er mulighed for at modtage organisk materiale fra andre sider, f.eks. biogasanlæg, påpeger DanskHalm.
Status på halm
Set over landet som helhed, er der i følge DanskHalms kilder rigeligt med halm til det normale forbrug af halm til foder, strøelse og energi. Men det vil kræve, at der bjerges halm fra et betydeligt større areal end normalt.
Vurderingen er, at der på lettere, ikke vandede jorde, forventes et udbytte tab på op mod 50 pct. af normaludbytte og særligt i vårsåede afgrøder.
På de bedre jorde er vurderingen, at udbyttetabet i halm ligger på ca. 50 pct. for vårafgrøder og 25 pct. for vinterafgrøder.
DanskHalm understreger, at vurderingen af de forventede halmudbytter er usikre, da da de alle er lavet på øjemål og af flere forskellige kilder. Også derfor nør man selv foretage en vurdering af udbyttepotentiale på de arealer, halmen skal hentes fra.
- Hvis udbyttet vurderes at være i underkanten af den mængde, der er indgået leveringskontrakt på, skal der eftersøges ekstra halm hos underleverandører, så alle kontrakter opfyldes. Det er nu, det arbejde skal gøres - og inden høsten går i gang, opfordrer DanskHalm.
Halmbørser
DanskHalm gør samtidig opmærksom på de forskellige halmbørser, som blandt andre VKST, Sagro, Agrinord og SLF har oprettet på deres hjemmesider.