Af Erik Andersen, direktør Økologirådgivning Danmark
I skrivende stund er der mange, der håber på et godt sidste slæt, 5. eller 6. slæt, og de økologer der har majs, har de fleste den ståede endnu. 5.-6. slæt redder desværre ikke meget af beholdningerne og majs må vi nok forvente giver under normalen. Altså vil en del få lidt knappe lagre her ved indgangen til vinterfodringen, kan det allerede nu konstateres.
Hvad gør vi så?
Her er 4 muligheder:
- Tilpas besætningen.
- Lad de store kvier blive på græs længst muligt.
- Køb det manglende ind, hvis muligt.
- Sænk foderniveauet, men pas på!
Fakta er en økologisk fodring skal bestå af min. 60 rocent grovfodertørstof til alle køer over 90 dage fra kælvning og alt opdræt over 3 måneder. Køer fra 0-90 dage efter kælvning må gå ned til 50 procent grovfodertørstof. Det i sig selv gør jo, at der ikke bare kan fyldes tilskudsfoder på for at sikre energiniveauet, der skal grovfoder til og måske suppleres med halm?
Er manglen på grovfoder ret sikker, så udsæt de ikke produktive køer. Dem med lav ydelse, langt til kælvning og måske lidt skavanker, som hæmmer koen. Det er køer, som har et stort vedligehold i forhold til deres produktion og dermed heller ikke er ret klimavenlige. Vi ser gang på gang, at en reduktion i antal ikke betyder nogen nævneværdig nedgang i leverance, tværtimod. Vent ikke til nytår med at udsætte dem, gør det nu.
Der er slætmarker, der står med 500-800 FEN på derude nu. Det kan gøre mere skade end gavn og køre på dem om 2-3 uger. Tag en hurtig beslutning, ud med vandkar og hegn omkring marken. Der er typisk græs til 3-4 uger til drægtige kvier med 2 kvier pr. hektar af stor race. Husk de æder ikke af beholdningerne i den periode, og det græs, de henter, er billigt foder. HUSK at tage dem af igen når der ikke er mere græs!
Mangel på grovfoder smitter af på prisen helt naturligt. Er manglen udtalt, altså der skal bruges en del halm i fodringen for at det fungerer og klare de 60 procent grovfoder, ja så kan en høj grovfoderpris være en OK forretning. Husk, den høje mælkepris betaler en del, og den udnyttes ikke, hvis det er en dårlig fodring, der præsteres. Regn på det!
Vi regnede på det at sænke foderniveauet i foråret, da tilskudsfoder steg voldsomt og mælkeprisen endnu ikke var kommet med, og her fandt vi ikke noget regnestykke, der økonomisk talte for at sænke foderniveauet. Der kan selvfølgelig opstå den situation, at fodringen er dårlig sammensat, så der følger sundhedsmæssige udfordringer med, her kan det måske komme på tale. Inden det træk tages, skal der regnes på det og vurderes på sideeffekterne.
Træk på de håndtag, der sikrer grovfoderet, rækker til godt og vel til forår. Kig en ekstra gang i næste års markplan, om der skal lidt ekstra sættes af til grovfoder i 2023?
Relaterede artikler
Kommentarer