Grovfoderet er svundet mere end forventet

Det er tid til at standse op og få målt på beholdningerne af ensilagestakkene og få lavet en plan for tiden indtil oktober.

Af John Jensen, Kvægkonsulent, KvægrådgivningDanmark

Kornhøsten i 2022 blev generelt fantastisk med historisk høje udbytter, men det samme kan man ikke sige om grovfoderavlen, da det blev tørt i eftersommeren, måske lige bortset fra i Vestjylland.

Der er en god fordøjelighed i grovfoderet fra 2022, og det giver større grovfoderoptagelse. Dette kombineret med høj mælkepris, og at nogle derfor har haft lidt flere køer i stalden, betyder, at lagrene af grovfoder nogle steder er svundet hurtigere end forventet. 

Det er derfor tid til at standse op og få målt på beholdningerne af ensilagestakkene og få lavet en plan for tiden indtil oktober.

Hvis beholdningerne er små, så er der heldigvis en del håndtag at skrue på, herunder selvfølgelig hvor mange køer og kvier, der skal være i stalden i den varme tid hen over sommeren, nu hvor mælkeprisen er blevet lidt mere moderat igen.

Mange praktiserer at lægge græsslættene i lagkage og begynde på årets græsavl først på efteråret, men i år kan man måske blive nødt til at starte på ren 1. slæt før sommerferien. Hvis man er vant til at lave meget letfordøjelig 1. slæt ved at tage meget tidlig slæt, kan det være en udfordring for køernes fordøjelse. Ikke blot indeholder tidlig taget 1. slæt typisk meget sukker, men fibrene er også meget bløde og giver ikke den strukturværdi, som papiret siger, og derved kan man opleve, at køerne tåler fodringen dårligere end forventet.

Ved at trække slættidspunktet for eksempel blot en uge, vil man opleve, at ensilagen giver en helt anden struktur i vommen, og det uden at kvaliteten er blevet specielt meget mindre letfordøjelig.
Man vil typisk også opleve, at udbyttet per hektar stiger mere end forventet, da græsset lige før skridning vokser kolossalt, da den store bladmasse laver en masse fotosyntese.

Når man starter før på opfodringen af 2023 græsavlen, skal den jo række noget længere, og man bør overveje, om man skal lade nogle græsmarker ligge et år mere i stedet for at pløje dem. Der er typisk meget kløver i gamle græsmarker, så de kræver ikke så meget af den dyre gødning, og der er nu også tilskud til 3. års græsmarker.   

Hvis man mangler majsensilage, bør man allerede nu prøve at finde sælgere. Der er nogle, som har rigeligt, og de bør overveje at sælge, da prisen på grovfoder er højere i år end den plejer. Alligevel kan køberne nok ikke finde noget billigere end grovfoder at købe. 

Hav også fokus på kviefodringen. Det er mindre risikabelt at justere ved kvierne end ved køerne.
Snak med en fodringsrådgiver, som jo er ekspert i at få beholdningerne til at række på fornuftig vis, og som også kan hjælpe med at vurdere, hvor meget beholdningerne igen skal bygges op i vækstsæsonen 2023.  

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.