Chris Borup Preuss, souschef for public affairs i Landbrug & Fødevarer, skal være særlig rådgiver for forsvarsminister Jakob Elleman-Jensen, når han vender tilbage 1. august.
Det politiske liv rekruttererer igen på Axelborg. Denne gang gælder det Chris Borup Preuss, souschef for Public Affairs i Landbrug & Fødevarer: Han skal efter mere end fem år i L&F være særlig rådgiver for Jakob Ellemann-Jensen, vicestatsminister og forsvarsminister.
Chris Borup Preuss har første arbejdsdag den 1. august, hvor Jakob Ellemann-Jensen genoptager arbejdet som minister.
Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Det er kun et par uger siden, at Landbrug & Fødevarers områdedirektør for Public Affairs og Kommunikation Andreas Bach Mortensen meldte ud, at han forlader Axelborg til fordel for en stilling som sekretariatschef i Liberal Alliance, hvor han tiltræder 15. august.
Opgiver kandidatur
For Chris Borup Preuss (30) betyder jobskiftet, at han trækker sig som lokal folketingskandidat for Venstre i Sønderborg, da ’de to roller ikke er forenelige’, som han skriver på Facebook.
Her takker han også for tiden i Landbrug & Fødevarer.
- Det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med jer alle. Og der skal også lyde en helt særlig tak til de folkevalgte og baglandet. Det har været et privilegie at arbejde sammen med jer i store og små sager om fremtiden for et af Danmarks bedste erhverv, skriver han bl.a..
Chris Preuss er uddannet folkeskolelærer, han har tidligere været formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og har også været landsformand for Venstres Ungdom fra 2015 - 2017.
Jakob Ellemann-Jensen har ansat endnu en særlig rådgiver, mediechef i Dansk Erhverv Magnus Ulvemann, som også har første arbejdsdag den 1. august.
- hac