Tiltagene gav pote med en øget tilvækst på 200-300g/dag og mindre diarré og dødelighed. Christian er ikke i tvivl om, at suttespandene har en stor del af æren.
Christian Mark, fra Østerild, overtog gården med 220 køer 1. juli 2017, og der var mange ting at tage fat på både ved køer og kalve, som havde høj forekomst af diarré. Faciliteterne for kalvene var fine med god indretning og luft i den forholdsvis nye kalvestald, men adskillige forsøg på at reducere diarréforekomsten mislykkedes. I foråret 2019 var der mærkbar stigning i diarréforekomsten (60-70%) og efterfølgende høj dødelighed. Christian valgte at gøre endnu et forsøg på at handle på problemet.
Et besøg med fokus på tilvækst inspirerede
I samarbejde med besætningsdyrlægen og en dyrlæge fra MSD Animal Health blev der sat fokus på kalvemanagement og -tilvækst. Efter de første målinger stod det klart, at kalvenes gennemsnitlige tilvækst på 637 g pr dag (474-947g pr dag) varierede meget og lå et stykke fra målet om daglig tilvækst på minimum 1000 g/dag. Diagnostikken viste cryptosporidiose, og desuden var råmælksoptaget heller ikke tilstrækkeligt.
Mulige forbedringsområder blev diskuteret bl.a. hygiejne, råmælksprocedure, vandtildeling lige efter mælk samt uhensigtsmæssig tildeling af kofoder, som kalvene ikke kan udnytte. Øget mælketildeling som resultat af mælkefodring af suttespande blev også vendt. Efter lidt betænkningstid investerede Christian i suttespande til enkeltboksene, og det har han ikke fortrudt. Faktisk har han også investeret i suttespande til fællesholdene. Succesen beror bl.a. på kalvenes øgede mælkeindtag (1-2L ekstra pr fodring) samt effektiviteten af fodringen. Christians nylige vejninger har vist, at kalvenes tilvækst er øget med 200-300g pr dag. Desuden mener han, at det nu er en fornøjelse at fodre kalve, der drikker/sutter med stort velbehag.
Christian Mark er glad for sit initiativ med suttespandene hos kalvene i både enkelt- og fællesboksene
Fordele ved suttespande
Fra naturens side er kalven bygget til at skulle sutte, da det udløser nogle fysiologiske fordele. For eksempel aktiveres bollerenden, så mælken ender i løben fremfor vommen, hvor det kan give problemer med gæringsforstyrrelser. Dernæst er det positivt, at kalven skal arbejde for sagen. Det tager tid og betyder, at kalven producerer en masse spyt, som kan hjælpe til, at mælken koagulerer korrekt i løben. Andre sidegevinster ved mælkefodring med suttespande fremfor skål er, at kalven får tilfredsstillet sit suttebehov, så den ikke sutter på beskidt inventar eller andre forureningskilder (bofæller, mennesker, katte osv.). På den måde er kalven ikke så udsat for at indtage skidt fra omgivelserne.
Rengøringen er udfordrende men overskuelig
Mange er skræmte over anvendelse af suttespande pga. udfordringen med rengøringen. Christian Mark mener ikke, at det er så uoverskueligt. Han tildeler mælk og derefter vand i suttespandene for at øge vandoptaget så godt som muligt. Derefter går han en vaskerunde, hvor suttespandene bliver vasket med sæbevand (alkalisk, PH>11). Det sikres ved manuel malkning af sutten, at der kommer rent vand igennem sutten. Til sidst skylles suttespandene og fyldes atter op med rent vand. Hver kalv får sin egen suttespand tilbage. Suttespaden får en ekstra grundig rengøring med adskillelse af sutten, inden en ny kalv overtager suttespanden. Desuden er Christian meget opmærksom på at sutten udskiftes, hvis der kommer revner osv. i den.
Hvad skal du være opmærksom på, når du installerer suttespandene?
For at kalven kan fordøje mælken bedst muligt skal den drikke/sutte fra en vinkel, som svarer til koens yver. Dette opnås ved at placere suttespanden i en højde på ca. 60cm. På den måde passerer mælken vommen (rumen) og ender primært i løben (abomasum) som ønsket.
Vægtmåling giver overblik
Christian blev introduceret til at måle kalvenes tilvækst fra fødsel til fravænning med jævne mellemrum. Helt praktisk vejes de 10 yngste kalve (ældre end 2-3 dage) på en given dag med vægtmålebånd fra MSD Animal Health. Ved fravænning, dvs. 10 uger senere, vejes de samme kalve igen, og tilvæksten pr. dag kan beregnes.
Hvis du er interesseret i at måle tilvækst ved dine kalve, så kontakt din dyrlæge, som let skaffer et målebånd fra MSD Animal Health til dig. Læs mere om hvordan andre landmænd også har fået succes med at anvende kalvemålinger til fokus på den daglige tilvækst i artiklen ”Sådan fik Anne Dorthe Døssing ekstra tilvækst på sine kalve”.
Faktaboks
- Christian Mark overtog gården 1.juli 2017
- Antal køer: 220
- Race: Dansk Holstein
- Ydelse: Ca. 11.000 kg/EKM/årsko
- Ansatte: 2 faglærte og 1 elev
- Kalveansvarlig: Christian
- Mål: God bundlinje
Kommentarer