Der er for mange køer på slagteriet, som viser sig at have fremmedlegemer af metal i vom- og netmave. Det skyldes formentlig, at mange mælkeproducenter ikke er klar over, at der er metal i foderet.
Måske har stoler man for meget på, at metallet sorteres fra i snitteren og med fuldfoderblanderens magneter, men det kan godt være for stor tillid at have til teknologien. En snitter er først og fremmest beregnet til at snitte græs i en fart. I fuldfoderblanderen, kan magneterne også være slidte og det er faktisk noget af en opgave at få metalstumper ud af en stor klistret masse.
Man kan også blive overrasket over, hvor metalstumperne kommer fra. En fejemaskine med metal i børsterne hører ikke hjemme på en kvægfarm, og husk at sige det til maskinstationen, der måske ikke er opmærksom på det.
Noget af det, man finder, er uidentificerbart, maskinstumper eller dæktråde. Hvordan kommer dæktråde i foderet, for dæk ligger jo oven på plasticen? Tingene finder de mærkeligste veje ind i foderet.
En ny test, Seges har lavet, viser, at det er muligt at rense foderet i foderblanderen for tilsat ståltråd. Der findes nye og bedre magnetsystemer, og den i testen er fra Grønning Smede- og Maskinforretning til Kongskilde/JF Stoll foderblandere.
Selv om nogle systemer er bedre end andre, vil magneter i foderblanderen ikke kunne garantere foder uden metalgenstande. Derfor bør foderblandermagneter betragtes som et overvågningsredskab. De kan gøre dig opmærksom på problemet, og fungerer desuden som et supplement til øvrige tiltag mod metalforurening af foder. Ikke som en erstatning for god foderhygiejne.
Magneterne – eller det som dækker magneterne - kan også blive slidt og skal vedligeholdes, hvis man skal kunne regne med, at de fanger metalstumper i foderet.
Det er selvfølgelig ikke altid, der er metalstumper i fuldfoderet. Men hvis der er problemer med køerne, kan det jo også være nyttig viden, at det ikke er metal, der er problemet.
Metalstumper i foderet kan være dødsens, de kan være smertefulde og begrænse produktionen. Det er på alle måder værd at sikre sig, at de ikke finder vej til foderet både ved omtanke og ved at have magneter, der giver besked om, at den er gal.
Få nu det metal ud af foderet!
Jeg ved, det er nemt at sige, men det er også umagen værd at forsøge.
Hvad mener du?
Frederik Thalbitzer, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus
Faktaboks
Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.
Relaterede artikler
Kommentarer