Er en klog CO2-afgift klog?

CO2-afgifter er et hot emne i valgkampen og den seneste uge har partier både til højre og venstre sagt, at der også skal CO2-afgift på landbruget. Først kom det fra S, siden V og LA og vist nok også konservative. De har så skyndt sig at understrege, at CO2-afgiften skal være klog. Tjah, man havde nok heller ikke forestillet sig, at de ville sige, den skulle være uklog. Desværre er det min fornemmelse, at klog er et tillægsord, man tilføjer en hel del ubehagelige ting, som man ikke lige ved præcist, hvordan man vil gennemføre. 

”Vi skal gøre det klogt”.

Når man søger på lige netop det udtryk på Google, kommer der 5.600 poster op og i toppen ligger citater fra politikere, og det er mere eller mindre det hele, der skal gøres klogt.

Om ikke alle, så har i hvert fald de store af partierne understreget, at CO2-afgiften ikke må koste job, og så er det også understreget, at pengene skal tilbage til landbruget. Altså forstået på den måde, at de skal gå til udvikling af landbrug, der belaster klimaet mindre. 

Et nærliggende spørgsmål fra erhvervet er, hvordan man konkret vil gøre det. Det kan og vil politikerne ikke svare på, før en kommission kommer med et bud på, hvordan det kan gøres. Men tænk hvis de nu kommer frem til at det ikke er klogt at lægge CO2-afgift på landbrug? Hvad så. Hvorfor venter de ikke med at melde ud om de vil have den afgift? Selvfølgelig fordi de er bange for ikke at blive genvalgt. 

Normalt vil en afgift knytte sig til en vis mængde at det stof, man lægger afgift på. Som kvægbruger må man bekymre sig for køer tygger drøv og udleder metan, når de bøvser og noget af gødningen bliver til lattergas. Selv om metan og lattergas ret beset ikke er CO2, så er det klimagasser, der er stærkere end CO2 og normalt bliver regnet om til CO2-ækvivalenter. 

Afgifter er vellidt blandt økonomer, fordi ’de er den billigste og mest effektive måde at regulere adfærd med’. Det gælder også i nogle situationer.

I industrien er det nemt at forholde sig til, at brug af en vis mængde gas svarer til udledning af en vis mængde CO2. Man kan lave en afgift, der rammer præcist. 

I landbruget er det nærmest uoverskueligt at lave noget præcist om CO2-udledningen på bedriftsniveau.

Nogle køer er simpelthen rent genetisk mere effektive end andre og udleder mindre klimagas pr. kilo mælk eller kød. Nogle bliver fodret på én måde, andre på en anden, og det resulterer i hvert sit klimaaftryk. Nogle racer udleder mere metan end andre, for eksempel ekstensive kvægracer, der går på naturpleje contra intensive racer eller slagtekalve på stald. Det er umuligt at differentiere en afgift præcist. 

Selv om landbruget ’selv får pengene’ fra afgiften, er det svært at forestille sig, at det ikke påvirker produktionen af mælk og kød at lægge en afgift på CO2. Dermed bliver beskæftigelsen også ramt og eksporten. Så kommer jo problematikken med lækageeffekter, hvor produktionen bare rykker til udlandet, så det slet ikke resulterer i mindre CO2-udledning.

Så det er jo nærmest umuligt at gøre det, de siger, de vil – have en CO2-afgift – på en ordentlig måde, eller er det måske fordi, de ikke tør sige andet, end at de vil – sådan som folkestemningen er?

På den anden side kan det jo være, at det ikke er en afgift, der er ligefrem proportional med CO2-udledningen, som eksperterne vil anbefale. Man kan selvfølgelig godt forestille sig at nogle producenter gør alt, hvad de kan for at mindske udledningen, mens andre lader stå til. Så kunne de friske måske belønnes med en lavere afgift. 

Der er bare det aber dabei, at man som nævnt ikke ved præcis, hvad udledningen er for det enkelte dyr på den enkelte bedrift og jordtype og fodersammensætning, så det bliver meget kompliceret.

I landbrugsaftalen er der et bindende mål om at reducere udledningen af klimagasser med 55-60 procent.

Hvorfor er det så egentlig nødvendigt med afgifter, når der er et bindende mål?

Problematikken er svær. Landmænd kan gøre noget for at mindske klimaudledningen, og det skal selvfølgelig implementeres hen ad vejen. Derimod kan en CO2-afgift meget let komme til at ramme meget tilfældigt og med store konsekvenser for landmænd til følge. Man må da håbe, at der kommer en bundgrænse for afgiften for helt uden udledning, kan man vist ikke producere fødevarer. 

Hvorfor er det i øvrigt landbruget, der skal hænges ud som CO2-forurenere? Når jeg kører i min benzinbil, er det da mig, der får skylden, ligesom når jeg tager på flyrejser, og når jeg ikke sparer på varmen eller tænder min julelyskæde. Så er det mit personlige CO2-ansvar – ikke rejseselskabet eller Shell og Circle K. 

Men når jeg spiser mad, er det heldigvis ikke mit ansvar, det er landmandens skyld!
 

Frederik Thalbitzer, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus