Værkfører på Fasterholts Maskinfabrik Otto Pilgård Ottosen kalder det et grundigt eftersyn, som der skal til, når gamle vandingsmaskiner hives tilbage i marken.
- Det første, man skal gøre, er at få smurt alle kæder og tjekke, at de ikke er rustet fast. Derefter skal man tjekke for almindeligt slid. Man skal tjekke hydraulikslanger for revner, efterspænde hjul, afprøve ventiler og sikre sig, at der ikke er kommet vand ind i gearolien gennem gearkassen eller bagtøjet," fortæller han i nyhed sendt til pressen fra maskinfabrikken.
Her minder han også om, at hvis maskinen er computerdrevet, så skal man som det første få strøm på den, så den virker, når man først er kørt ud i marken.
Derefter er der en masse ting på maskinen, som skal ses efter i sømmene.
- Man skal få tjekket slangestyringen, styretap i slæden og bøsningerne. En slidt rulle kan i værste fald flænse slangen, og slidte bøsninger kan volde stor skade. Kanonen skal tjekkes for slør eller defekte lejer i slaghammeren. Det gør du ved at tage fat i de bevægelige dele. Hvis der er slør, så skift lejerne, lyder opfordringen.
Hvis maskinen har stået længe, kan de indbyggede sikkerhedsfunktioner ligeledes være defekte. Det gælder den indbyggede stopfunktion, som alle typer vandingsmaskiner har indbygget.
- Du skal være sikker på, at sikkerhedsviren er i orden for stopfunktionen. Hvis den ikke er intakt og funktionel, vil maskinen fortsætte, selvom den er nået i mål. Det er vigtigt for sikkerheden, at den virker, siger han.
Fra Fasterholt opfordres der i øvrigt til, at man tager fat i et serviceværksted eller Fasterholt selv, hvis man vil have mest gavn af den gamle maskine.
Relaterede artikler
Kommentarer