DLG er snart ude af Rusland

DLG er snart i mål med at få afhændet de sidste aktier i AV Nutrismart i Rusland, forklarer DLG’s finansdirektør Christina Nielsen.

16 måneder efter DLG meldte, at man ville sælge alle sine aktiviteter i Rusland, har DLG stadig aktier og aktiver i landet. 

DLG meldte i starten af marts 2022, lidt over en uge efter Ruslands invasion af Ukraine, at man ville trække sig ud og stoppe alle kommercielle aktiviteter i Rusland.

Men det er endnu ikke lykkedes at afhænde aktierne i vitamin- og mineral fabrikken AV Nutrismart, som grovvarekoncernen via datterselskabet Vilofoss ejer sammen med amerikanske Alltech. Det skriver AgriWatch, der har set regnskabet for selskabet AV Nutrismart.

DLG har ikke ønsket at stille op til interview hos AgriWatch, men DLG’s finansdirektør Christina Nielsen skriver i et mailsvar, at "der er gang i en proces vedrørende en formel overdragelse af aktierne".

- Det har været en kompleks og tidskrævende proces på grund af situationen i Rusland, men vi forventer at være i mål inden længe, lyder det fra Christina Nielsen. 

DLG ønsker ikke at oplyse, hvem aktierne er solgt til.

At DLG har besluttet at stoppe alle kommercielle aktiviteter i Rusland, har også betydet, at grovvareselskabet måtte gennemføre en nedskrivning på 87 millioner kroner som følge af DLG’s udtræden af selskabet AV Nutrismart i Rusland.

Det fremgår af DLGs årsregnskab for 2022.

I forbindelse med netop regnskabet fortalte adm. direktør i DLG Kristian Hundebøll også, at koncernen også overvejer at trække sig ud af Kina.

- Vi overvejer at trække os ud af Kina i lyset af den politiske udvikling derovre. Med en ejerandel af på 20 procent af et firma, er vi ikke så eksponeret i Kina i forvejen, fortalte han dengang. 

DLG-koncernen blev i 2015 medinvestor i en ny grisefoderfabrik i Hunan-provinsen med en ejerandel på 20 procent.

/kold

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle