Af Ejvin Kortegaard, kvægchef, SAGRO
Lige nu kan vi kigge tilbage på et første halvår af 2022, der gik godt. Bytteforholdet i mælkeproduktionen har været godt og jeg har aldrig oplevet, mælkeprisen har været så høj. Måske går næste halvår går lige så godt, og det er under alle omstændigheder vigtigt som mælkeproducent at overveje, hvad man gør med de penge, vi tjener, som vi ikke er vant til at tjene.
I kvægbruget er der tre tider: Gode tider, normale tider og dårlige tider. Selv i normale tider skal man tælle pengene grundigt, men lige nu er det gode tider med økonomisk overskud, og det skal forvaltes rigtigt.
Vi kan nok lære lidt af grisefolkenes erfaringen da deres afsætningspris var høj. Jeg snakkede med en forleden og hovedbudskabet var, at man skal afvikle den dyre gæld og få sit anlæg opgraderet. Jeg vil lige indskyde, at i forhold til gælden skal man lige rådføre sig med sin driftsøkonomirådgiver.
Som kvægrådgiver vil jeg sige, at det med at opgradere produktionsanlægget er helt på sin plads. Der er anlæg, der er blevet slidt og som ikke blev vedligeholdt som det burde, da det kneb med penge. Samtidig er der lovgivningsmæssige krav der trådte i kraft 1-7-22. Det gælder om at opgradere nu, hvor pengene er der, så man er i tiptop form, når bytteforholdet igen bliver dårligere.
Jeg mener at man skal bruge noget af sommeren til at gruble over, hvad der skal gøres. Måske er det at få nye knive i fuldfodervognen, for andre er det en klovboks, der trænger til at blive skiftet, måske køb af flere blæsere i varmen, måske skal man have ekstra kalvehytter, så kapaciteten er i orden eller en hel masse andre småting. Det kan også være der er råd til, at der kan investeres i siloanlæg, som kan give besparelser på sigt osv. Det er nu, der både i konkret og overført betydning er råd til at kalke op, ordne dræn osv., så bedriften er i tiptop stand produktionsmæssigt så ejendommen bliver mere robust. Det handler ikke om at købe en traktor – det handler om det basale, og traktorer skal man købe efter behov og ikke fordi man tjener godt et år.
De fleste betaler heldigvis regelmæssigt til pension, men ellers er det også en vej, man skal tænke.
Ellers skal man være på vagt, hvis bankerne bliver sultne på, at man skal bruge nogle penge. Det har jeg oplevet før. Det kan jo være de kommer til at mangle nogle renteindtægter, hvis mange indfrier den dyreste gæld. Jeg kunne godt frygte, at de bliver lidt aggressive, men når banken begynder at opfodre til at bruge penge igen, skal man tænke sig ekstra godt om.
Faktaboks
Tre gode råd
- Afvikl dyr gæld
- Indhent forsømt vedligehold
- Brug sommeren på at overveje fornuftige investeringer.
Relaterede artikler
Kommentarer