De vil gøre 32 hektar klar til ny, stor dansk maskindemo

Dansk Maskinhandlerforening søsætter stor maskindemonstration i starten af juni, hvor landboforening kommer til at køre flere markforsøg op til.

Maskinhandlernes brancheorganisation vil nu samle mange mindre maskindemonstrationer til et større arrangement.

Det oplyser Dansk Maskinhandlerforening i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at eventen får navnet Dansk Markdemo og kommer til at foregå 7. og 8. juni vest for Kolding ved Lunderskov.  

- I maskinbranchen har der længe været et ønske om at samle de mange mindre og individuelle markdemonstrationer til én samlet større markdemonstration. Derfor arrangerer Dansk Maskinhandlerforening nu en markdemonstration med fokus på jordbearbejdning, så-teknik og præcisions-sprøjtning, lyder det fra konsulent i Dansk Maskinhandlerforening Erik Nissen.

Det oplyses, at demoarealet bliver på 32 hektar med plads både til at fremvise maskiner, som ikke kører demo og områder, hvor man kan se maskinerne i marken.

I samarbejde med Kolding Herreds Landboforening vil der også blive anlagt forsøgsparceller for at vise forskellige tekniske løsninger i praksis.

- Hos KHL ser vi frem til, sammen med maskinbranchen, at kunne fremvise et bredt udvalg af moderne landbrugsmaskiner. Det er særlig vigtigt for os at sætte fokus på nogle af de nye tekniske løsninger, som kan bidrage til at udvikle fremtidens planteavl, siger foreningens nybagte konsulent Kasper Kjær Jensen.

Foreløbig er der ikke meldt en stor udstillerliste ud, men Dalbo bliver i hvert fald blandt udstillerne.

- Vi er utrolig glade for, at denne markdemo nu bliver en realitet. De danske producenter har nogle virkelig gode produkter, og man kan lave nok så mange videoer, hvor man fortæller, hvad de kan i forhold til andre, men det gør en kæmpe forskel, når man får mulighed for at bevise det i marken – og det kan vi her, siger salgsansvarlig hos Dalbo Knud Jepsen.

Emneord markdemo

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.