To af Danmarks konkurrenter inden for slagtegrise har formået at løfte deres noteringer - dermed er gabet til den danske notering blevet endnu større.
Den danske notering for slagtegrise står igen alene tilbage i skolegården, da der blev tildelt nye noteringsstigninger for indeværende uge.
Frankrigs notering har efter svaghedstegn for nogle uger siden igen fået luft under vingerne og går frem fra 17,66 til 18,02 kroner per kilo i denne uge.
Tilsvarende har den hollandske notering fremgang og for anden uge i træk er der prisoptur - denne gang fra 17,19 til 17,41 kroner.
Til sammenligning er den danske notering igen igen 15,18 kroner i den noteringssammenligning, som den tyske producentforening ISN udarbejder hver uge, og som Danske Svineproducenter omtaler i en markedsorientering.
Opgørelsen viser også, at den spanske notering igen sidder tungt på noteringsførstepladsen med 19,65 kroner, mens Tysklands notering er uændret på 17,70 kroner.
Med andre ord er der 2,23 kroner per kilo grisekød op til den nærmeste konkurrent, Holland, i denne uge i opgørelsen.
ISN melder i samme ombæring om et marked for slagtegrise, der er stabilt, men der er skyer i horisonten.
-På tværs af Europa balancerer markedet på en knivsæg mellem et lille udbud på slagtesvinemarkedet og et kødmarked, der har problemer med at realisere prisstigninger. De forventede impulser i forbindelse med kødeksporten til Asien er indtil videre udeblevet, og priserne på biprodukter falder. Samtidig er der konkurrencepres fra amerikanske og brasilianske eksportører af grisekød, anfører ISN, der ikke udelukker yderligere positiv prisudvikling på det tyske marked som følge af et lille udbud af slagteklare grise.