Danpo-fabrik i Farre ramt af brand

Lige nu anslår Scandi Standard-koncernen, der ejer Danpo, at branden kan have forårsaget skader på fabrikken for omkring 14 millioner kroner.

Onsdag gik brandalarmerne på Danpos forædlingsfabrik i Farre.

Branden har gjort skade på Farre-fabrikkens bygninger, men det lykkedes personalet og de lokale brandmyndigheder at kontrollere og slukke branden, før den forårsagede materiel skade på anlægget. 

Det oplyser Scandi Standard, der ejer Danpo, i en pressemeddelelse, der også videre oplyser, at ingen kom til skade ved branden.

Koncernen melder, at de nødvendige reparationer efter ildens påvirkning allerede er påbegyndt og vil medføre en lavere produktion på Farre-fabrikken i løbet af de næste par dage.

En tidlig vurdering peger ifølge Scandi Standard på, at skaderne kan være på linje med virksomhedens selvrisiko på 20 millioner svenske kroner - hvilket svarer til omkring 14,4 millioner kroner.

Det er kun en lille måned siden, at Danpo besluttede at poste en "tocifret millioninvestering" i sin forædlingsfabrik i Farre.

Udvidelsen, der først forventes at stå færdig en gang næste år, begrundes med, at Danpo igennem længere tid havde måtte sige nej til kunder på grund af manglende kapacitet. 

- Vi er naturligvis taknemmelige for, at ingen kom til skade, og at de materielle skader blev inddæmmet gennem hurtig indsats fra vores personale og velfungerende interne systemer og procedurer. Vi forventer ikke, at vores kunder bliver påvirket i væsentlig grad, siger Jonas Tunestål, CEO og administrerende direktør i Scandi Standard.

Scandi Standard forventer at kunne anvende lagerreserver, hvorfor man regner med at kunderne kun begrænset bliver påvirket af branden, lyder det uddybende.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle