Danish Crown gør comeback i England: Bruger 800 millioner kroner på ny baconfabrik

Den nye fabrik i Manchester skal håndtere over 900 tons bacon om ugen

Tre år efter salget af Tulip i Storbritannien gør Danish Crown comeback i Storbritannien.

Det sker gennem investering i en ny fabrik, hvor der skal slices og pakkes dansk bacon til de engelske kunder og forbrugere.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

- Vi har en fantastisk historie på det britiske marked som leverandør af kvalitetsbacon til de britiske forbrugere i over 135 år. Vores investering er et naturligt skridt for os i retning af at forsvare og udbygge den position, vi har opbygget gennem vores evne til at levere produkter, der 100 procent lever op til både vores kunders og de britiske forbrugeres forventninger på både dyrevelfærd og bæredygtighed, siger Danish Crowns administrerende direktør Jais Valeur, i en pressemeddelelse.

900 tons bacon om ugen

Fabrikken skal ligge i Rochdale nord for Manchester og opførelsen er allerede i gang.

Den bliver på over 30.000 kvadratmeter og får en kapacitet på over 900 ton bacon, som hver uge skal slices og pakkes på fabrikken. 

Samtidig bliver fabrikken indrettet med en lagerkapacitet, som gør det muligt at servicere kunderne fra dag til dag, selv om transporten over Nordsøen skulle blive forsinket.

- Vi er kommet rigtigt godt igennem Brexit, fordi vi havde gjort vores forarbejde. Derfor er der en række kunder, som helt utvetydigt har sagt, at de gerne vil udvide samarbejdet med os. I den sammenhæng er det også en fordel, at vi er helt i front på bæredygtighed, som også fylder mere og mere herovre. En stor del af vores kunder begynder simpelthen at prioritere leverandører, der kan levere klimadata på deres produkter, fortæller Lars Albertsen, der er direktør for Danish Crown i Storbritannien. 

Importeret bacon

Omkring 50 procent af alt det bacon briterne spiser, er importeret, og landet har ubetinget det største forbrug af bacon i Europa målt pr. indbygger.

I efteråret 2019 afhændede Danish Crown størstedelen af sin britiske forretning med salget af Tulip Ltd, som havde særligt fokus på produktion og forædling af britiske grise. Omsætningen i Storbritannien udgjorde dog fortsat cirka 5 milliarder kroner i regnskabsåret 2021/22.

Danish Crowns nye faciliteter i Rochdale får plads til over 300 ansatte og skal efter planen stå færdige i eftersommeren 2023
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle