Bente har fundet en niche: Sælger uld til Sydafrika

Der er én eneste udstiller af mohairgeder på Landsskuet, og hun er en meget passioneret avler.

De to velfriserede bukke stoppes af dommerne, før deres klove når at træde ind i ringen. Dommerne starter først med at inspicere bukkenes tandsæt, og dernæst føler de efter, om kønsdelene er veludviklet.

For bukkenes ejer, Bente Gaarde Knudsen, er det ren rutine.

- Det er simpelthen for at sikre, at de dyr, som bedømmes, kan bruges i avlen og kan æde foder. Det nytter jo ikke noget at bedømme dyr, som ingen nytte kan gøre, forklarer hun.

Begge bukke klarer den første bedømmelse og føres videre til bedømmelse.

Den eneste

Der er som sagt kun de to mohairbukke at bedømme. Og de tilhører begge Bente Gaarde Knudsen fra Mohair Landlyst ved Kjellerup. Hun er den eneste udstiller af mohairgeder på Landsskuet og har knap ti dyr med i alt.

Hun har også to døtre med og børnebørn. De hepper på mormors dyr, og ser frem til at hygge sig på campingpladsen.

For Bente Gaarde Knudsen er det at udstille, uanset om det er i Herning eller Horsens, en mulighed for at samle familien og samtidig få en uvildig bedømmelse af avlsdyrene.

Hun bruger dommernes kommentarer til at se kritisk på dyrene, så kun de bedste dyr for lov at føre avlen videre.

Hun har valgt mohairracen, fordi dyrene både kan klippes og give uld og samtidig kan bruges til kødproduktion.

Hun klipper selv og bruger det fineste uld til at strikke babytrøjer. Den øvrige del af ulden pakkes i store sække og sendes til Sydafrika, hvor en bekendt sætter stor pris på den fine uld.

Foruden dyrenes statur og fremtoning betyder det meget i bedømmelsen, hvor fine krøllerne er, og hvor tykt uldlaget er. Fine krøller i et godt lag giver ekstra point.

Grand old lady

En af gederne er den 12-årige Laura, som Bente Gaarde Knudsen især har set frem til at vise frem. Geden Laura skal vises frem i en særlig gedekonkurrence, grand old ladys, hvor de ældste geder vurderes og præmieres.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle