Ben- og klovproblemer koster mange søer livet - her er de værste syndere

Skal sodødeligheden reduceres fra de nuværende 16 procent, kommer man ikke uden om at forbedre ben- og klovsundheden. I en undersøgelse af halte søer fandt Seges, at for 10 af 21 søer var der klovbylder eller andre infektioner i kloven.

Halvdelen af sodødeligheden skyldes aflivninger i besætningerne. Hovedparten af aflivningerne skyldes problemer med ben og klove. 

Hvis sodødeligheden skal ned fra det nuværende niveau på 16 procent, skal man derfor forbedre ben- og klovsundheden. 

Rullende Afprøvning fandt i 2016, at søer med lange biklove hyppigere blev sat ud efter fravænning end andre søer. 

Der var også tendens til, at søer med lange klove havde lavere holdbarhed. 

Det kan være svært at finde årsagen til, at en so halter. Seges har for nylig undersøgt 21 ben/klove fra halte søer. 

Hos 10 af de 21 søer fandt man klovbylder eller andre infektioner i kloven, 4 søer led af forfangenhed, mens de resterende søer havde skader efter slagsmål eller skader uden infektion.

- Forfangenhed har hidtil mest været kendt hos kvæg og heste, men vi er ved at undersøge, hvorfor søer får forfangenhed, og hvor ofte det forekommer, siger specialkonsulent, dyrlæge Hanne Bak, Seges. 

Hos kvæg og heste spiller fodringen ind på forekomsten af forfangenhed, men staldmiljøet menes også at have betydning.

Under alle omstændigheder kan forfangenhed være en særdeles smertefuld lidelse, der opstår, når lamellerne, der forbinder klovens ydre hornvæg, løsner sig fra den underliggende knogle. 

Uanset årsag til halthed er antibiotika sjældent løsningen. Dels er der ikke altid infektion indblandet i haltheden, dels kan infektionen være svær at nå med antibiotika. 

Læs mere om klovsundhed i det nye nummer af fagmagasinet GRIS, der udkommer tirsdag 18. juli.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle