- Jeg har ikke set én eneste frømark i år, som kommer til at give over et gennemsnitsår. De der bumper-udbytter, vi så sidste år, kommer vi ikke til at se.
- Jeg har ikke tidligere set frøafgrøderne være så ramte som i år, heller ikke i 2018.
Sådan lyder vurderingen fra Birthe Kjærsgaard, avlschef for region øst hos DLF, efter en tørkeplaget forpsommer, som også har sat sine kraftige spor i frøgræsmarkerne.
Lige nu er frøhøsten på trapperne, og i disse dage tager frøavlerne hul på de første afgrøder med skårlægning af engrapgræs, engsvingel og bakkesvingel, og i nogle tilfælde også direkte høst af bakkesvingel. Og det er altså med særdeles moderate udbytter i vente.
- Der vil selvfølgelig være store forskelle på udbytterne, fordi der lokalt er kommet pæne nedbørsmængder på det seneste, men det er sporadisk, og min forventning er, at udbytterne vil lande mellem en katastrofehøst og så et gennemsnitsudbytte på de bedste marker, siger Birthe Kjærsgaard.
Et af de landbrug, der har taget første skridt i årets frøhøst, er hos DLM, Dansk Landbrugs Management, på Sjælland, hvor der i denne uge bliver skårlagt 220 hektar Balin-engrapgræs.
Morten Lund Olesen, direktør hos DLM, vurderer, at engrapgræsmarkerne ser fornuftige ud i år. Ganske vist med pletter, der er brændt af hist og her, men det er ikke alarmerende, og intet peger på en katastrofehøst, understreger han.
I et normalår høster DLM mellem 1.500-2.000 kg renvare pr. hektar i Balin-engrapgræs.
Relaterede artikler
Kommentarer