Arlas nøgletal: Trods mere mælk, dykkede omsætningen

Omsætningen faldt 3,8 procent - selv om mælkemængden steg 4 procent

Normalt vil en virksomhed, der øger salget af sit produkt med 4 procent også opleve en stigende omsætning. Men sådan gik det ikke for Arla i første halvår af 2015. Her gik omsætningen næsten lige så meget den modsatte vej; nemlig med et fald på 3,8 procent.

Årsagen skal naturligvis findes i, at prisen på produktet, nemlig mælken, er dykket så markant, som det er sket.

Arlas omsætning falder dermed for første gang i mange år.

Adm. direktør Peder Tuborgh fastholder dog, at Arla driver en sund forretning, der har styrket sin markedsposition, trods et yderst vanskeligt marked.

»Mælkeprisen er ikke tilfredsstillende, det er et globalt fænomen. Men i vores regnskab kan man se to ting, der er bedre i år end sidste år. Vores produktmix er bedre, vi sælger flere dyre varer. Og vores omkostningsstyring og effektiviseringer tæller også på plussiden. Det er bare ikke nok til at opveje det voldsomme prispres, der har været på de globale markeder,« siger topchefen og nævner samtidig, at også valutakurser trækker op i regnskabet.

Flere gange i regnskabet henvises der til krisesituationen i 2009, hvor mælkeproducenterne også havde det virkelig svært.

»Priserne, der er på de globale markeder, både på industri og detail, minder meget om priserne i 2009. Vi er ikke helt derhenne, men det er tæt på. Og det er klart, at det har sat sig i lavere mælkepriser, både hos Arla men også alle andre mejeriselskaber. Og det gør, at livet og økonomien på gårdene er urimelig svært,« siger direktøren.

Mejerikoncernen har et fastsat mål fra bestyrelsen og repræsentantskabets side om et årligt resultat på 3 procent af omsætningen. Dette har Arla ikke nået i første halvår af 2015, hvor overskuddet kun udgør 2,3 procent af omsætningen.

»Det er lidt et karaktertræk, at vi har en lidt lavere indtjening det første halvår og lidt højere den sidste halvdel af året. Når det ligger på 2,3 procent, er det dog også et udtryk for, at vi har udbetalt lidt flere penge, end vi ellers ville have gjort. Priserne er gået så kraftigt ned i første halvår, at det også har præget vores indtjeningsevne,« forklarer Peder Tuborgh.

Han forventer dog fortsat, at Arla vil nå indtjeningsmålet for helåret. Bestyrelsen har ved seneste møde besluttet, at indjteningsmålet bliver sænket ekstraordinært fra de normale 3 procent til »2,7 til 3,0 procent«. Med den nuværende omsætning vil det svare til 200 mio. danske kroner, sådan at resultatet vil ende på 2 mia. kroner i stedet for 2,28 mia. kroner for helåret 2015.

 

Arlas nøgletal

Omsætning: 38,3 mia. kr. mod sidste års 39,7 mia. kr. Det er et fald på 3,8 procent.

Arla-indtjening: 33,8 cent/kg. i første halvår i forhold til 41,7 cent/kg for helåret 2014. I kroner svarer det til 2,52 kr/kg fra 3,11 kr/kg.

Mælkemængde 6,98 mia. kg. En stigning i forhold til samme periode sidste år på 4 procent.

Resultat på 2,3 procent af omsætningen. Dette er lavere end det fastsatte niveau fra bestyrelsen på 2,7 til 3,0 procent. Ofte ligger niveauet dog lidt lavere på halvårsregnskabet end helårs.

Gearing: 4,0, sidste år 3,7.

Andelshavere: 12.754. Sidste år 13.413. 23,9 procent af dem er danske.

28 procent af omsætningen sker på det britiske marked som det suverænt største for Arla. 9 procent på det danske.

Soliditet: 30 procent.

Emneord mælkepris, arla

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.