En ordentlig omgang nye maskiner. Det må man kalde handlen mellem maskinforretningen Semler Agro og maskindriftsfællesskabet Kring Agro, som i december sidste år gav håndslag på den ret så store aftale.
Fredag ankom de mange maskiner til driftsfællesskabet, der samtidig forlænger aftalen med Semler Agro om en samlet maskinløsning, der holder fokus på oppetid og maskinomkostninger, oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Seks traktorer og to mejetærskere
Ordresedlen lyder på seks John Deere-traktorer, to John Deere mejetærskere, en Kramer teleskoplæsser og i alt tre redskaber fra Väderstad. Blandt andet en 9,25 meter bred Carrier og en seks meters Rapid såmaskine. Hertil kommer yderligere to maskiner fra John Deere-forhandleren.
Traktorerne er alle udstyret med John Deeres nyeste teknologi, såsom CommandPro joystick og integreret AMS (GPS) RTK-system, og i rækken finder man også den helt nye John Deere 8RX410 med to 30 tommer bælter i bag og 24 tommer bælter i for.
Mejetærskerne er begge John Deere S785; Den ene med 36 tommer bælter og den anden på VF 900/60R38 dæk og begge med 35 fods sejlskæreborde.
Kommentarer